Real og Atlético må måske købe ind alligevel

De to Madrid-klubbers transfer-forbud er suspenderet, fordi de har appelleret straffen.

Både Juanfran Torres og Cristiano Ronaldo kan måske alligevel få nye holdkammerater i sommerens transfervindue. Atlético og Real Madrid har nemlig appelleret deres forbud mod at købe nye spillere. Nu er forbuddet suspenderet, mens sagen behandles. (Foto: ANDREA COMAS © Scanpix)

Det transferforbud, der forbyder Atlético Madrid og Real Madrid at købe nye spillere i to transfervinduer, er blevet suspenderet.

Det skyldes, at begge klubber har appelleret den straf, som klubberne 15. januar blev tildelt for at have brudt reglerne for handel med spillere under 18 år.

Det meddeler Fifas appelkomité fredag.

Det har dog ingen betydning for det indeværende transfervindue, da transferforbuddet først skulle gælde fra sommerens transfervindue.

Det er i perioden 2007-2014, at Atlético Madrid angiveligt brød reglerne, mens det for Real Madrids vedkommende gælder perioden 2005-2014.

Madrid-klubberne fik samme straf, som i 2014 blev påført en tredje spansk fodboldgigant FC Barcelona, der havde gjort sig skyldig i samme forseelse.

Umiddelbart efter dommen tilkendegav Atlético Madrid og Real Madrid, at de ville appellere dommen.

Det samme gjorde Barcelona i sin tid, men klubben havde ikke held med sin appel.

Til gengæld betød Barcelonas appel og midlertidige suspendering af transferforbud, at klubben alligevel kunne købe spillere ind i sommeren 2014, hvilket klubben udnyttede til at hente Ivan Rakitic og Luiz Suarez.

Det samme kan blive muligheden for de to Madrid-klubber i sommerens transfervindue, hvis appelsagen stadigvæk er under behandling til den tid.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: