Stolt Zidane: Vil gøre alt for klubben

Den nye Real Madrid-træner Zinedine Zidane understreger, hvor stor en dag, det er for ham.

Zinedine Zidane ankom i en moderig, næste forårsfrisk, blå blazerjakke. (Foto: JUAN MEDINA © Scanpix)

Mandag eftermiddag begyndte rygterne at sive fra Spanien: Rafael Benitez skulle fyres, og Zinedine Zidane skulle forfremmes. Lidt over otte mandag aften bekræftede klubben så.

Præsident Florentino Perez kunne stolt præsentere den legendariske franskmand som ny ansvarshavende i trænerstaben, og det var en stolt Zinedine Zidane, der kunne tage skridet fra reserveholdstræner og for første gang møde pressen i kapacitet som cheftræner.

- Jeg vil gøre alt i min magt for at gøre det bedste for denne klub. Det er en meget vigtig dag for mig. Jeg kan sige jer, at jeg vil gøre alt for denne klub, sagde Zinedine Zidane ifølge Sky Sports på pressemødet.

- Lige siden jeg ankom som spiller, har jeg vidst, hvor stor denne klub er. Vi har de bedste fans i verden og den bedste klub i verden, og jeg vil gøre alt for at vinde.

Zinedine Zidane står for første gang i spidsen for Real Madrid, når Deportivo lørdag kommer på besøg på Santiago Bernabeu.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: