Usportslig Suarez straffes med karantæne

Luis Suarez har fået to spilledages karantæne efter Barcelonas pokalkamp mod Espanyol.

Luis Suarez får ikke lov til at være med, når Barcelona og Espanyol skal spille returkamp i Copa del Rey. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

FC Barcelona må undvære målfarlige Luis Suarez i de kommende pokalkampe. Angriberen har nemlig fået to spilledages karantæne af det spanske fodboldforbund, skriver Barcelona på sin hjemmeside.

Klubben har allerede appelleret straffen, der knytter sig til en episode efter kampen – som i øvrigt blev spillet i en noget hadsk stemning.

- Luis Suarez er blevet straffet for at være en del af en batalje mellem spillere fra Barcelona og Espanyol i spillertunnellen efter onsdagens Copa del Rey-kamp, lyder begrundelsen for karantænedagene.

Her skulle den iltre angriber, der indledte sin Barcelona-tid med en lang karantæne for at bide en modstander ved VM 2014, have opført sig usportsligt ved at bruge stødende ord. Det passer bare ikke, har Suarez selv sagt, og det er også grunden til at klubben ønsker karantænen omstødt.

Barcelona vandt i øvrigt kampen med 4-1, men den føring skal som udgangspunkt forsvares uden Suarez, når de to klubber mødes i returkampen onsdag den 13. januar.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: