SPORTSDAGEN Oprykning, bjergtinder og en nordmands revolution af landsholdet

Rytterne i Catalonien Rundt rammer Pyrenæerne, Silkeborg og Vendsyssel kæmper om oprykning, mens Åge Hareide forbereder sig på sin første kamp som dansk landstræner.

Silkeborg IF – Vendsyssel FF, 18:00, TV3Sport1

Der er hele tre oprykningspladser fra 1. division til Superligaen i denne sæson, hvor der til gengæld også er godt rift om pladserne til landets bedste række. 1. division føres suverænt af Lyngby, men fra Vendsyssel på 2.-pladsen er der blot syv point ned til rækkens nummer otte, FC Helsingør.

Silkeborg ligger nummer fem med fire point op til Vendsyssel, der er kommet særdeles skidt i gang med foråret, hvor det er blevet til tre nederlag i de tre første kampe, så nordjyderne skal til at have spillet til at svinge igen, hvis det skal blive til oprykning.

For Silkeborg har det været lidt af det hele med sejr over bundproppen FC Vestsjælland, nederlag hjemme til oprykningskonkurrenterne FC Fredericia og senest skuffende 1-1 ude mod bundholdet Skive IK.

Det er altså to lidt hakkende hold, der mødes i en særdeles vigtig kamp. Det kan næsten kun blive underholdende.

Catalonien Rundt, 15:30, Eurosport1

Det er et ganske stærkt felt, der i disse kører cykelløb i Catalonien. Blandt de startende er eksempelvis Chris Froom, Nairo Quintana og Alberto Contador. De – og resten af feltet – skal onsdag ud på tredje etape af Catalonien Rundt, der går fra Girona lidt nord for Barcelona til La Molina i Pyrenæerne.

De to første etape er vundet af franskmanden Nacer Bouhanni, der har vist hurtigst i spurterne, men om Bouhanni kan lave et hattrick onsdag er tvilvsomt.

Rytterne kommer ud på fire kategori 1-stigninger, hvor de tre sidste alle ligger på slutningen af etapen. Det kunne derfor ligge til, at de store kanoner folder sig ud i dag.

Landsholdstræning, Herning

Et par træningspas forud for en træningskamp mod Island er normalt ikke noget, der ville kaste den store interesse af sig, men når nu det danske landshold har fået ny landstræner, der kommer med helt nye ideer, så er pressen naturligvis massivt til stede.

Norske Åge Hareide har lovet et mere aggressivt og offensivt indstillet landshold og ved tirsdagens træning i Herning var der også pillet ved den opstilling, som vi har lært så godt at kende under Morten Olsen.

Hareide lader til at have besluttet sig for at stille op i en 3-5-2-opstilling mod Island torsdag aften, og bedømt på tirsdagens træning bliver de startende følgende:

Kasper Schmeichel - Andreas Christensen, Simon Kjær, Daniel Agger - Daniel Wass, Pierre-Emile Højbjerg, Christian Eriksen, Thomas Delaney, Riza Durmisi - Nicolai Jørgensen, Lasse Vibe.

Det kan dog se anderledes ud ved onsdagens træning, hvor fotograferne derfor vil stille lidt skarpere end normalt, når Åge Hareide eksperimenterer sig frem til sine foretrukne 11.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: