SPORTSDAGEN Sidste udkald for Van Gaal?

Manchester United mod et hold fra bunden af den tredjebedste række. Det kan vel næsten ikke gå galt.

En knap så flyvende hollænder, en argentiner på vej i sin landsmands berømte fodspor og en dansker, der skal tilbage på kursen mod succes. Det går op og ned i sport og kommer også til at gøre det på denne ganske spændende sportsmandag.

Få et overblik over et par af de største begivenheder herunder:

Bye, bye, van Gaal?

Shrewsbury Town F.C. mod Manchester United. Ikke umiddelbart det mest interessante opgør, men de to holds møde i FA Cuppens 1/8-finaler vil alligevel få en del opmærksomhed, da United-træner Louis van Gaal er under et enormt pres efter fadæsen mod FC Midtjylland i Europa League.

Her vandt de danske mestre som bekendt 2-1 over et svagt spillende Manchester United-hold, der også er hægtet af i Premier League, hvor 'de røde djævle' har hele 12 point op til sæsonens helt store positive overraskelse, Leicester City.

Læg dertil at rygterne om Jose Mourinho kun tager til. Portugiseren var tidligere på ugen på besøg hos sin tidligere klub Inter, hvor bestyrelsesmedlemmet Bedy Moratti - søster til tidligere Inter-præsident Massimo Moratti - talte over sig til italiensk presse.

Adspurgt om Mourinho er på vej tilbage til Inter svarede Moratti: "Han er savnet som person, men lige nu er han glad. Han skal til Manchester".

Jose Mourinho kan blive bedt om at indfinde sig i nordengelske hurtigst muligt, hvis Luis van Gaal ikke formår at føre Manchester United til sejr over nedrykningstruede Shrewsbury fra Englands tredjebedste række.

Napoli tilbage på mesterskabskurs?

Juventus smed fredag to vigtig point, da 'den gamle dame' blot fik uafgjort 0-0 ude mod Bologna. Det uafgjorte resultat kom ovenpå en imponerede stime på hele 15 sejre i træk i Serie A (kun overgået af Inter, der i 2006-07-sæsonen vandt 17 kampe i træk).

Dermed har Napoli mulighed for at bringe sig tilbage på førstepladsen i støvlelandets bedste fodboldrække og slå tilbage ind på mesterskabskursen. Et mesterskab, der sukkes inderligt efter i det sydsitalienske, hvor Napoli ikke er rendt med 'Il Scudetto' siden de glade Maradona-dage, hvor det blev til mesterskaber i 86/87 og 89/90,

I denne sæson er det også en argentiner, der leder an for napolitanerne. Den tidligere Real Madrid-spiller Gonzalo Higuain er suveræn ligatopscorer med 24 mål efter 26 runder.

Som enhver, der har spillet i Serie A, vil understrege - og særligt legendariske Preben Elkjær, der aldrig lader den mulighed gå fra sig - så er Serie A ingen let liga at komme til scoringer i.

Det afspejler sig da også på topscorerlisten, hvor Milans Carlos Bacca og Paulo Dybala fra Juventus ligger på en delt andenplads med hver 13 scoringer.

Higuains målfarlighed bliver der brug for, da Napoli har tabt deres to seneste kampe mod henholdvis Villarreal (Champions League) og Juventus (Serie A), mens Milan ikke har tabt i deres fem seneste kampe.

Fine chancer for Wozniacki

Den danske fanebærer ved det kommende OL i Brasilien, Caroline Wozniacki, har fået en mindre heldig start på tennisåret 2016. Danskeren røg i januar ud efter en enkelt kamp i grand slam-turneringen i Australian Open og lige så skidt gik det for et par uger siden i Sankt Petersborg, hvor Wozniacki også måtte pakke tennistasken efter blot en optræden.

Nu gælder det 1. runde af Qatar Open, hvor Wozniacki har gode muligheder for at undgå at lave en 'Kenneth Carlsen'. På den anden side af nettet står således den 18-årige kroat Ana Konjuh, der nok er et stort talent, men som Wozniacki har slået begge gange de to har mødtes.

Turneringen er stærkt besat med navne som Simona Halep og Angeliqu Kerber, men skulle Wozniacki være dygtig nok til at gå hele vejen, så venter der en præmiesum på små 3,5 millioner kroner.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: