Sportsstjerner sagsøger Al-Jazeera for dopingdokumentar

To baseball-spillere har sagsøgt Al-Jazeera for den meget omtalte sportsdokumentar "The Dark Side".

To amerikanske baseball-stjerner lægger nu sag an mod tv-stationen Al-Jazeera America, som de beskylder for at have opdigtet anklager mod dem i en meget omtalt sportsdokumentar om doping i amerikansk sport.

De to spillere er Washington Nationals Ryan Zimmerman og Philadelphia Phillies Ryan Howard. Begge prominente navne i den amerikanske Major League Baseball, MLB.

Sportsdokumentaren "The dark side" beskrev kort før nytår en række sportsfolk, heriblandt de to baseball-spillere og en af de største legender i amerikansk fodbold, Peyton Manning, som dopingsyndere.

Zimmerman og Howard sagsøger tv-stationen for "invadering af privatlivet" og "bagvaskelse". De kræver, at Al-Jazeera tilbagetrækker alle deres anklager og, at de ansvarlige bag dokumentaren bliver straffet.

- I dag har jeg givet mine advokater tilladelse til at sagsøge Al-Jazeera og dets reportere. Deres uforsvarlige journalistik har tvunget mig til at tage dette skridt for at beskytte mit navn og bekæmpe disse løgne, siger Ryan Howard ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dokumentarens bagmænd er blevet kritiseret for at have manglende beviser for deres påstande.

Ulovlige midler

Dokumentarens hovedkilde er en mand ved navn Charles Sly, der var praktikant på den klinik, der angiveligt skulle have behandlet stjernerne med ulovlige midler.

Charles Sly siger i dokumentaren, at han har været medvirkende til at uddele ulovlige midler til blandt andre Peyton Manning.

Men efter dokumentaren blev vist, trak Charles Sly alle udsagn tilbage og hævdede, at han ikke vidste, han var blevet filmet.

Alligevel er den amerikanske fodboldliga, NFL, og MLB igen havnet i mediernes søgelys for deres antidoping-politik.

Antidopingagenturet Wada har bedt sportsligaerne om at indlede et "styrket samarbejde" for at komme til bunds i sagen.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: