Hareide efter Brøndby-sag: Fodboldens renommé lider skade

Åge Hareide synes, det er synd for Thomas Frank, der måtte forlade sit job i Brøndby i sidste uge.

Jan Bech Andersen og Thomas Frank i en noget akavet krammer. Brøndby-sagen har ikke været køn, mener landstræner Åge Hareide. (Foto: Per Kjærbye © Scanpix)

Han har selv været træner i klubben, og derfor har landstræner Åge Hareide et nært forhold til Brøndby. Men det forhindrer ham ikke i at være kritisk over den sag, der ramte Brøndby i sidste uge, og som endte med at koste Thomas Frank jobbet som cheftræner.

Frank sagde sit job op, efter at bestyrelsesformand og hovedaktionær Jan Bech Andersen indrømmede, at han under et falsk navn i hårde vendinger havde kritiseret Thomas Frank og andre personer i klubben på et debatforum for Brøndby-fans.

Danmarks landstræner vil ikke gå konkret ind i selve sagens detaljer, men han mener, at holdningen til fodbolden og klubberne bliver påvirket af sager som denne, der lægger sig i kølvandet på andre uheldige sager. Releaze TournamentTable Widget

- Det er synd for Brøndby, at de skal havne i det her. Brøndby er en fantastisk klub på mange måder, men sådanne sager skal man bare ikke have. Det må man simpelthen ikke. Det skal man helt undgå, for sager som denne er ikke gode for fodboldens renommé, siger Åge Hareide til DR.

Synd for Thomas

Den norske træner mener ikke, at Thomas Frank havde andet valg end at tage sin afsked med klubben efter hård kritik af klubbens absolutte top-chef. Men Hareide er alligevel ked af Franks skæbne.

- Jeg synes, det er synd for Thomas Frank. Det er synd, at han skal forlade sit job på grund af nogle udtalelser, som dem, der er kommet frem, siger Åge Hareide.

- Thomas er jo en god kollega, og man skal altid tage hensyn til en kollega. Jeg under alle kolleger alt godt, og at de har gode arbejdsvilkår på deres arbejdsplads. Det tror jeg egentlig, at Thomas har haft i Brøndby, og han har gjort det godt, men når sådan en sag først kommer ud, har han ikke noget valg som træner end at gå, siger Hareide.

- Og det er dét, jeg synes, er synd. En ung træner som ham, som har karrieren foran sig, skal helst have så gode oplevelser som muligt, og det har altså ikke været en god oplevelse. Hvis det var på grund af dårlige resultater, at han gik, var det noget andet, men det er ærgerligt, at han skal miste sit job på grund af det her, siger Hareide.

Åge Hareide har ingen kommentarer til den anden sag, der har præget Superligaen i forgangne uge, nemlig sagen mellem Jonas Borring og Christian Keller. Hareide fastslår, at ”det er en privat sag, som jeg ikke kender så meget til, men det er vel, som tingene sker i samfundet ellers.”

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: