Viborg henter angriber hos Esbjerg

Viborg henter Mikkel Vestergaard, der skifter fra Esbjerg, når aftalen med vestjyderne udløber til sommer.

Esbjergs Mikkel Vestergaard skifter til Viborg. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Der er en offensiv forstærkning på vej til superligaklubben Viborg, idet Mikkel Vestergaard fra Esbjerg har skrevet kontrakt frem til sommeren 2019.

Aftalen træder dog først i kraft, når angriberens kontrakt med Esbjerg udløber til sommer.

Viborg-direktør Morten Jensen har ønsket at styrke holdets angreb og hilser derfor Vestergaard velkommen.

Stort potentiale

- Vi er rigtig glade for at tilknytte Mikkel Vestergaard, der er en spændende, ung spiller, som vi længe har haft et godt øje til.

- Han er hurtig, teknisk dygtig og besidder et stort potentiale, som vi ser frem til at få glæde af i Viborg, siger Morten Jensen til klubbens hjemmeside.

23-årige Vestergaard glæder sig til de nye udfordringer, der venter i det midtjyske.

Det rigtige valg

- Jeg synes, at der er gang i et spændende projekt i Viborg, og jeg har haft nogle gode samtaler med Johnny Mølby.

- Han har en spændende plan for mig og Viborg, og han ser mig som angriber, så det føles helt klart som det rigtige valg for mig, lyder det fra Viborgs kommende angriber.

Mikkel Vestergaard har spillet hele sin karriere i Esbjerg, hvor han fik debut på førsteholdet i 2011.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: