VIDEO FCN slår Silkeborg på fire lynmål i vildt comeback

FC Nordsjælland vandt 4-2 ude over Silkeborg. Samtlige mål i kampen blev scoret i anden halvleg.

Søndag blev der skrevet historie i Superligaen, da Silkeborg tog imod FC Nordsjælland hjemme på Jysk Park.

For første gang nogensinde mødtes to hold, som begge har kunstgræs på deres respektive hjemmebaner.

Det historiske opgør mellem de to kunstgræsglade mandskaber udviklede sig til et af de mest mærkværdige opgør i nyere tid, da der blev scoret intet mindre end seks mål i kampens sidste 45 minutter.

De mange mål endte med at falde ud til FC Nordsjællands fordel, da udeholdet efter et vanvittigt lyncomeback sikrede sig en flot sejr på 4-2.

I kampens første halvleg stod der dog Silkeborg på det meste.

Hjemmeholdet spillede med mod, kreativitet og masser af offensive løb, hvilket kastede flere kæmpemæssige chancer af sig, som burde være blevet omsat til mål.

Lavine af scoringer

Specielt Silkeborgs mest lysende talent i form af Robert Skov funklede med evige angreb og indlæg fra sin position på højrekanten. Det forblev dog 0-0, da holdene gik til halvleg.

Der skulle dog kun gå fire minutter af anden halvleg, før Silkeborg fik nedbrudt den nordsjællandske defensiv og gjorde det til 1-0.

FC Nordsjællands talentfulde midtbanemand Mathias Jensen trådte kluntet i bolden på kanten af feltet, hvorefter Silkeborgs Jens Martin Gammelby opsnappede bolden.

Herfra tog kantspilleren sigte og lagde smukt bolden over i det lange hjørne uden for målmand Runar Alex Runarssons rækkevidde.

Og målet skulle vise sig at sætte gang i en ren lavine af scoringer.

I det 51. minut gjorde Silkeborgs angriber Mate Vatsadze det til 2-0, da han pludselig stod helt fri midt for mål, hvorfra den georgiske målræv ikke kunne undgå at score.

Efter 58 minutter kunne FC Nordsjællands Emiliano Marcondes helt ugeneret pande et indlæg i kassen og reducere til stillingen 1-2.

Efter 62 minutter rettede FC Nordsjællands Mathias Jensen op på sin fejl fra tidligere, da han tog chancen langt udefra og bragede bolden forbi en sprællende Thomas Nørgaard i Silkeborgs mål til stillingen 2-2.

Målfesten fortsatte

FCN fortsatte sit lyncomeback og tog føringen bare tre minutter senere.

I det 65. minut udnyttede lynhurtige Ernest Asante Silkeborgs høje forsvarslinje og kom helt fri med målmand Thomas Nørgaard, som han flot rundede ved målet til 3-2.

Og målkontoen blev ved med at vokse for Superligaens mest scorende mandskab.

I det 68. minut var det Mathias Rasmussens tur til at komme på tavlen for FCN, da han på oplæg fra Emiliano Marcondes gjorde det til 4-2.

FC Nordsjællands sejr på 4-2 betyder, at holdet uanset udfaldet af de resterende kampe i 11. spillerunde fastholder Superligaens førsteplads hen over den kommende landskampspause.

Med nederlaget må Silkeborg fortsat kigge langt efter top-6.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve