Efter fem nederlag på stribe, heraf tre i Superligaen, fik Lyngby endelig fodfæste med 1-1 mod Sønderjyske.

Et drømmemål af Gustav Marcussen stoppede Lyngbys stime af nederlag, da holdet lørdag tog imod Sønderjyske i Alka Superligaen.

Kees Luijckx havde ellers bragt gæsterne i front med 1-0 med små ti minutter igen, men en håndfuld minutter senere bragede Marcussen 1-1-udligningen i kassen fra distancen.

Lyngby åbnede sæsonen forrygende med fire sejre på stribe, heraf de tre i Europa League-kvalifikationen.

Siden er David Nielsens kongeblå mandskab gået helt i stå, hvilket fem nederlag på stribe talte sit tydelige sprog om.

I de fem nederlag havde Lyngby lukket 18 mål ind, så i lørdagens Superligakamp mod Sønderjyske så man Lyngby i en noget mere kontrolleret og defensiv udgave end tidligere.

Gæsterne kom omvendt fra en sejr på 3-0 over AGF og gik derfor mere frisk til værks, men mod den solide Lyngby-defensiv var det ikke meget, gæsterne skabte før pausen.

Flot udligning

Et par forkølede Mikael Uhre-afslutninger var, hvad det blev til, mens Casper Højer Nielsen i den anden ende havde det bedste forsøg på et frispark, som han dog sparkede snert over mål.

I anden halvleg åbnede kampen mere op, men det var først små ti minutter før tid, at afgørelsen kom. Troels Kløve slog et perfekt frispark ind i panden på Kees Luijckx, der kraftfuldt gjorde det til 1-0.

Målet fik Lyngby skubbet frem i en hæsblæsende offensiv i jagten på udligning, men det lå ikke ligefrem i kortene, at det var den 19-årige indskifter Gustav Marcussen, der skulle blive helten.

I sit blot tredje indhop i Superligaen bragede han bolden i netmaskerne fra distancen, og så var Lyngbys dårlige stime stoppet.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: