Trusler, rasicme og fængsel: De mest kontroversielle klubejere

Det er ikke kun Brøndbys Jan Bech Andersen, der kan trække overskrifter. Vi har dannet et overblik over Europas mest kontroversielle klubpræsidenter igennem de seneste årtier.

Aurelio De Laurentiis er præsident i Napoli, og så står han fadder til nogle ret bizarre udtalelser. (Foto: GIAMPIERO SPOSITO © Scanpix)

Det var noget af en nyhedsbombe, da det kom frem, at Brøndby-formand Jan Bech Andersen har brugt et fanforum til at kritisere sin egen klubs medarbejder. Men det er langt fra første gang, at klubejere i fodboldens verden trækker overskrifter for deres skøre påfund. DR Sporten har udvalgt seks klubpræsidenter, der har klaret snittet til denne mindre prestigefulde liste. Vurdér selv, hvem der skiller sig ud som Europas mest farverige klubpræsident.

Jesús Gil y Gil – Atletico Madrid

Jesus Gil y Gil, Atleticos stærke leder. (Foto: Sergio perez)

Atletico Madrids omdiskuterede klubpræsident fra 1987 og frem til sin død i 2004, var en herre der gjorde sig bemærket både inden for fodboldens og politikkens verden. Hans forretningsmæssige metoder blev ofte beskrevet som grænsende til det ulovlige.

Hans periode som Marbellas borgmester sluttede også brat, da en domstol stadfæstede en dom på 28 års inhabilitet for underslæb af offentlige midler. Derefter fokuserede han al sin tid på rollen som hovedaktionær i Atletico Madrid.

I 1992 lukkede han klubbens ungdomsakademi, der blandt andet medførte, at den kun 15-årige Raúl González skiftede til naborivalerne Real Madrid. Som klubpræsident var han berygtet for en vis utålmodighed med trænerne. I sine 17 år i klubben formåede han at fyre hele 27 trænere.

Maurizio Zamparini – US Palermo

Maurizio Zamparini, Napolis træner-slagtende præsident. (Foto: Tullio M. Puglia © 2015 Getty Images)

Italien er nærmest notorisk kendt for farverige klubpræsidenter. En af de siddende præsidenter er Palermos Maurizio Zamparini, der særligt kendes for at fyre og genansætte adskillige trænere. Klubbens nuværende træner, Beppe Iachini, sidder nu for anden gang i sædet i Palermo, men inden da havde Zamparini fyret hele 28 trænere på blot 11 år. Det er noget af en statistik.

En af de uheldige var Gian Piero Gasperini, der blev fyret tilbage i 2013, men efter kun tre uger blev han genansat, da Zamperini pludseligt mente, det var en fejl at lade ham gå. Men da klubben samme sæson rykkede ned, måtte Gasperini igen forlade posten og Zamparinis cirkus.

Desuden har han altid været god for en trussel eller to. Det fik spillerne at mærke, da han forklarede, at han ville skære testiklerne af dem og spise dem på toppen af sin salat i tilfælde af dårlige præstationer.

Aurelio De Laurentiis - Napoli SSC

Aurelio De Laurentiis præsenterer her Edinson Cavani. (Foto: Stringer/Italy © Scanpix)

Hvis vi rykker til fastlandet i støvlelandet, kan man ikke undgå den karismatiske præsident i topklubben Napoli, Aurelio De Laurentiis. Af klubbens fans kategoriseret som den vigtigste mand i klubbens historie, hvor han endda overgår ikonet Diego Maradona.

De Laurentiis holder noget længere på sine trænere end Zamparini, men han vinder derimod på vilde udtalelser og højspændte pressemøder. Da man præsenterede Gökhan Inler for pressen, var schweizeren indledningsvis iklædt en løvemaske for at øge spændingsniveauet.

Som landsmanden Zamparini, har han også et iltert temperament, hvilket Ezequiel Lavezzis agent fik at føle, da De Laurentiis truede med at skære testiklerne af ham, hvis der var hold i de daværende transferrygter, der sendte Lavezzi væk fra klubben. Lavezzi skiftede som bekendt til PSG, og agenten har så vidt vides stadig sine ædlere dele.

Massimo Cellino – Leeds United

Massimo Cellino, en italiener i England. (Foto: Tony O'Brien © Scanpix)

Der begynder at danne sig et billede, da fjerde mand på listen også er italiensk. Efter 22 år som ejer af klubben Cagliari valgte han i 2014 at sælge klubben til et amerikansk investeringsselskab. Cellino kan også bryste sig af en flot statistik vedrørende trænerfyringer i klubben, hvor det blev til 30 styk på de 22 år.

Undervejs blev han idømt fire måneders karantæne for ikke at følge myndighedernes anvisninger. Efter eventyret i Cagliari overtog han traditionsrige Leeds United i den næstebedste engelske række. Grundet anklager om skattesvig blev Cellino faktisk diskvalificeret som klubejer, da han ikke levede op til kravene.

Men efter et år, der bød på en appelsag og en tvungen pause, vendte han tilbage som ejer i midten af 2015. Han var dog ikke langsom til at fyre den daværende træner, som var den femte i rækken i Cellinos blot halvandet år i klubben.

Massimo Cellino har også for nylig gjort sig bemærket, da han nægtede et helt tv-hold, der skulle optage en Leeds-kamp, adgang til stadion. Cellino mente simpelthen, at han solgte for få billetter med alle de Leeds-kampe, der blev vist i fjernsynet.

Gigi Becali – Steaua Bukarest

Becali er manden bag storholdet Steauea Bukarest. (Foto: BOGDAN CRISTEL © Scanpix)

Den romænske klubejer og tidligere medlem af Europaparlamentet, Gigi Becali, har en lang række chokerende udtalelser bag sig, og er generelt en person, der har forstået at bringe sig i mediernes søgelys. Flere af hans ytringer har både haft sexistisk, racistisk eller homofobisk karakter.

På Becalis opfordring fyrede Steaua Bukarest tilbage i 2008 en muslimsk ansat, der fungerede som fysisk træner, da Becali mente, at træneren bragte uheld eftersom han ikke delte samme religiøse opfattelse. Samme år opfordrede han daværende træner til at hænge sig oven på et nederlag i Champions League.

Hvis man ser bort fra hans udtalelser, så har han tidligere været involveret i en matchfixingsag, hvor han angiveligt forsøgte at bestikke et hold fra den rumænske liga, så mesterskabet ville ende i Bukarest. Det lykkedes dog ikke, men i stedet blev han smidt i fængsel i tre år for fusk med en handel af nogle større landområder i Rumænien.

Christian Constantin – FC Sion

FC Sions Christian Constantin finder sig ikke i hvad som helst. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

Vi slutter denne lille rundtur i Schweiz. Her regerer arkitekten Christian Constantin, med det royaltklingende navn, klubben FC Sion med hård hånd. En alternativ form for styring af klubledelserne i Europa hænger uomtvisteligt sammen med trænerfyringer i hobetal.

Constantin er ingen undtagelse, og i en periode på ti år nåede han op på 28 trænerfyringer, herunder den tidligere midtbanegeneral, Gennaro Gattuso, der kun fik få måneder i det varme sæde. Constantin gjorde sig også bemærket efter, at han ville igangsætte en retssag, der skulle sagsøge det serbiske landshold for et stort millionbeløb, da en tidligere Sion-spiller returnede fra en landskamp med en knæskade.

Constantin er tidligere målmand og udfordrede en af spillerne til en straffesparkskonkurrence, som han overraskende vandt. Oven på konkurrencen tvang Constantin spilleren til at betale for en holdmiddag, der løb op i omegnen af 20.000 kroner.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: