Bundesligaen udpeger sin første kvindelige dommer

Bibiana Steinhaus skal fra næste sæson dømme kampe på højeste niveau i tysk herrefodbold som den første kvinde.

Bibiana Steinhaus bliver første i spidsen for en Bundesligakamp. (Foto: ROBERT MICHAEL © Scanpix)

Den tyske Bundesliga får fra næste sæson et afgørende kvindeligt islæt.

Bibiana Steinhaus bliver den første kvinde til at indtage ligaen med kort i lommen og fløjte i munden i rollen som hoveddommer.

Den 38-årige politibetjent har siden 2011 stået i spidsen for kampe i 2. Bundesliga, ligesom hun styrede løjerne i OL-finalen i 2012, da USA’s og Japans kvinder kæmpede om guldet.

Hun har tidligere også fungeret som fjerdedommer i Bundesliga-kampe.

Drøm der går i opfyldelse

Selvom Steinhaus altså har prøvet en hel del i sin tid som dommer, var beskeden om oprykningen til herrernes bedste række alligevel overvældende for hende.

- Da Lutz Michael Fröhlich (dommerformand, red.) informerede mig, var jeg målløs. Det er uforståeligt, og jeg føler glæde, lykke, lettelse og nysgerrighed – det var simpelthen en rutsjebanetur af følelser, siger hun ifølge det tyske fodboldforbunds hjemmeside.

- Det har altid været en drøm at dømme i Bundesligaen. At den nu går i opfyldelse fylder mig selvfølgelig med glæde. På den ene side er det en bekræftelse af alt mit hårde arbejde, og på den anden side er det en motivation til at fortsætte mit hårde arbejde, fortsætter den Bibiana Steinhaus.

Slutter med Champions League-finale

Bibiana Steinhaus slutter denne sæson med kalenderens højdepunkt i kvindefodbold, når hun dømmer Champions League-finalen mellem Lyon og Paris SG.

Herhjemme er Frida Mia Klarlund Nielsen og Tinna Høj Christensen de kvindelige dommer, der fungerer på højest niveau i herrerækkerne, hvor de dømmer kampe i 2. division.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: