Dortmund fik kærligheden at føle i Bayern

Trods en fantomscoring måtte Borussia Dortmund rejse hjem fra München med nul point og en 1-4-lussing.

Bayern München uddelte lidt af en omgang tæv mod Dortmund. (Foto: MICHAEL DALDER © Scanpix)

Det synes snart uundgåeligt, at Bayern München vinder klubbens femte mesterskab på stribe.

Lørdag aften tog sydtyskerne endnu et stort skridt mod titlen, da holdet på eget græs ydmygede ærkerivalen Borussia Dortmund med 4-1. Det bringer Bayern i front med ti point ned til RB Leipzig inden de sidste seks spillerunder.

To tidlige mål grundlagde sejren for Bayern München, som dermed fik en god optakt til mødet med Real Madrid på onsdag i Champions League.

Omvendt var resultatet skidt for Dortmunds drømme om direkte Champions League-kvalifikation.

Dortmund er på fjerdepladsen et point efter Hoffenheim, der sidder på den tredjeplads, der giver direkte adgang til turneringen.

Allerede i kampens fjerde minut slog Franck Ribery Dortmund ud af kurs, da Bayern-stjernen hamrede sit hold i front.

Selv om scoringen faldt tidligt, kunne Dortmunds Ousmane Dembélé have åbnet kampens målkonto kort inden på en god mulighed, men franskmanden skød forbi mål.

Også i den anden ende svigtede Dembélé, da Robert Lewandowski gjorde det til 2-0 efter ni minutters spil.

Flotte scoringer

Polakkens frispark sneg sig kun over muren, fordi Dembélé krympede sig sammen i stedet for at gå frygtløst efter bolden med hovedet.

Med et fortsat tungt Bayern-pres synes det blot at være et spørgsmål om tid, før en tredje scoring ville afgøre kampen, men i stedet åbnede opgøret sig op efter et dommedagshug.

Dortmunds Raphaël Guerreiro reducerede således efter 20 minutter, da han bragede bolden med fuld hammer ind i målhjørnet på en halvflugter uden for feltet. En stærk kandidat til sæsonens mål i Bundesligaen.

Gæsterne fra Ruhr-distriktet kunne dog ikke følge målet op med et vedvarende pres, og i stedet blev holdet straffet i den anden ende kort efter pausen på en signatur-scoring fra Arjen Robben.

Selvisk gjorde hollænderen det til 3-1, da han afdriblede flere spillere, før han drejede bolden fladt i mål med venstrebenet.

Dortmunds topscorer, Pierre-Emerick Aubameyang, havde muligheden for at reducere midtvejs i anden halvleg, men hans afbrænder blev særdeles kostbar.

Under et minut senere fik Bayern tilkendt straffespark i den anden ende, da Robert Lewandowski driblede forbi målmand Roman Bürki og blev nedlagt. Et klokkeklart straffespark.

Polakken scorede selv på forsøget fra de 11 meter.

Herfra handlede det om at afværge en endnu større lussing for Dortmund, og den del af planen lykkedes trods alt.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve