Drømmejob: Bendtners klub henter Fifa-spiller

Wolfsburg har skrevet kontrakt med en englænder, der skal spille Playstation og Xbox.

Engelske David Bytheway er ny mand i VfL Wolfsburg. Han kommer dog ikke til at være i direkte konkurrence med Nicklas Bendtner. (Foto: VfL Wolfsburg © VfL Wolfsburg)

Titlen ”professionel fodboldspiller” har fået en helt ny betydning i Nicklas Bendtners klub Wolfsburg. Die Wölfe har nemlig skrevet kontrakt med endnu en spiller, der udelukkende skal spille det populære konsolspil Fifa.

Den nye spiller på holdet er den 22-årige englænder David ’DaveBtw’ Bytheway, der har levet som professionel Fifa-spiller siden han var 17 år.

- Det er helt vildt for mig, at et hold som Wolfsburg ivolverer sig i gaming, siger han til BBC.

David Bytheway skal nu spille med Wolfsburg og være iført sin egen Wolfsburg-trøje, når han stiller op i forskellige Fifa-turneringer.

Træner hver dag

Han har allerede spillet Fifa over det meste af verden, og selvom han ikke skal møde op til træning med Bendtner, Schürrle og Draxler, så holder han formen ved lige hver eneste dag.

- Jeg prøver at spille mellem fire og seks spil om dagen, siger han og uddyber:

- Jeg vil ikke spille mod for mange, fordi så afslører du dine hemmeligheder. Det gælder om at holde sig til en eller to, og så vente på at de kommer online.

DaveBtw, som han hedder i Fifa-verdenen, arbejder også som kommentator. Han har skrevet under på en etårig aftale, hvor han kommer til at spille sammen med Benedikt 'Salz0r' Saltzer.

Extremely happy with my official jersey. #vflwolfsburg

Posted by David "DaveBtw" Bytheway on Sunday, January 31, 2016

Tabte VM-finale til dansker

David Bytheway var i 2014 i finalen ved verdensmesterskaberne i Rio, der bliver holdt samtidig med VM i almindeligt fodbold. Dengang tabte englænderen med 3-1 til danske August Rosenmeier, der ud over titlen vandt 110.000 kroner og en bil.

Hvis du klikker her, så kan du se en video fra finalen i 2014.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: