Trodsig træner får karantæne- og bødestraf

Leverkusen-træner Roger Schmidt er idømt karantæne efter at han nægtede at forlade bænken efter en udvisning.

Dommer Felix Zwayer på vej ud af stadion i Leverkusen, mens Roger Schmidt ser til i baggrunden. (Foto: Ina Fassbender © Scanpix)

I søndagens Bundesligakamp mellem Bayer Leverkusen og Borussia Dortmund på BayArena udspillede der sig nogle yderst mærkværdige scener i kølvandet på gæsterne fra Dortmunds føringsmål.

Leverkusen-træner Roger Schmidt protesterede højlydt over frisparket, som førte til scoringen og dommer Felix Zwayer så ingen anden udvej end at sende Leverkusen-træner Roger Schmidt op på tribunen.

Schmidt nægtede pure og så så Felix Zwayer ingen anden udvej end at blæse kampen af indtil den trodsige træner havde forladt stadion.

Nu har det tyske fodboldforbunds kontrolinstans meldt ud, at Roger Schmidt bliver idømt fem spilledages karantæne – hvoraf de tre skal afsones med det samme, mens de sidste to bliver betingede og kun udløses i tilfælde af endnu et lovbrud fra Schmidts side inden sommeren 2017.

Völler også straffet

Derudover er den iltre træner også blevet idømt en bøde på 150.000 kr.

Leverkusens sportschef – det tidligere angrebs-es Rudi Völler - udtalte sig efter kampen i kritiske vendinger om dommerens beslutning og er også blevet idømt en bøde – dog ’kun’ på 75.000 kr.

Bayer Leverkusen meddeler på sin hjemmeside, at både Schmidt og Völler har beklaget og accepteret dommene.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: