Tysk klub fejrer første kvindelige dommer med billige billetter

Når Hertha Berlin og Werder Bremen lørdag mødes, så bliver det med en kvindelig dommer på banen.

Bibiana Steinhaus har allerede dømt en pokalkamp i Tyskland i år, da Chemnitz og Bayern München mødtes tilbage i august. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

Lørdag bliver tyske Bibiana Steinhaus den første kvindelige fodbolddommer i en af de store europæiske ligaer, når hun blæser kampen mellem Werder Bremen og Hertha Berlin op.

Den historiske begivenhed har nu fået Hertha Berlin til at tilbyde såkaldte "Bibi Steinhaus-billetter" til halv pris til kvinder, der kunne tænke sig at overvære bundesligakampen.

- Vi vil have, at alle kvinder får mulighed for at overvære dette historiske øjeblik, skriver Hertha Berlin på sin hjemmeside.

Steinhaus har været dommer de seneste ti år. Hun dømte kvindernes Champions League-finale i år og kvindernes finale i fodbold ved OL i London i 2012.

Ikke et problem at være kvinde

Dommeren mener ikke selv, at det er et problem, at hun er en kvinde i den mandsdominerede sport, og hun synes, at hendes køn får for meget opmærksomhed.

- For mig og mine dommerkolleger har det længe ikke været et problem, at jeg er en kvinde, siger hun til hjemmesiden.

- Men vi må nok erkende, at det i medierne vil blive betragtet som noget interessant i lang tid endnu.

- Jeg er bundesligadommer fordi jeg er god nok til at være det - ikke fordi jeg er kvinde, siger Steinhaus.

Indtil videre er der spillet to runder i den tyske Bundesliga. Werder Bremen, der har Thomas Delaney på holdet, har stadig det første point til gode, mens Hertha Berlin har taget tre.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve