Wolfsburg barberer Bendtner væk fra træning

Nicklas Bendtner er ikke en del af Wolfsburgs træning onsdag formiddag, dagen efter at han sov over sig.

Nicklas Bendtner var ikke med ved dagens træning i Wolfsburg. Her er han på vej i omklædningen efter en kamp tidligere på sæsonen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Nicklas Bendtner deltager ikke i onsdagens formiddagstræning i Wolfsburg efter tirsdagens bommert, hvor angriberen sov over sig.

Det beretter TV2 Sporten, der er til stede under træningen i den tyske bundesligaklub.

Ifølge tv-stationen ankom den 28-årige dansker med et stort smil til klubbens træningsanlæg før onsdagens træning, men da de øvrige spillere blev sendt på græs, var Bendtner ikke med.

Kan ikke tolereres

Nicklas Bendtner har gentagne gange haft problemer i Wolfsburg, hvor han er blevet kritiseret for sin indsats til træning.

Selv om holdets topscorer i sidste sæson, hollænderen Bas Dost, har været skadet, er Bendtner røget helt ud af truppen til Wolfsburgs seneste kampe. Danskeren var senest i aktion for Wolfsburg 6. februar.

Træner Dieter Hecking har mistet tålmodigheden efter den seneste sag, hvor Bendtner overhørte sit vækkeur.

- Det kan ikke længere tolereres, siger Hecking til Bild.

Ifølge den tyske avis får Nicklas Bendtner en bøde på 50 euro per minut, han kom for sent til tirsdagens formiddagstræning. Bøden lander dermed på 2250 euro svarende til små 17.000 kroner.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: