Wolfsburg-træner udtager tre målmænd frem for Bendtner

I stedet for Nicklas Bendtner har Wolfsburg foretrukket at have tre målmænd med til kampen mod Gent.

Nicklas Bendtner ikke udtaget til aftenens kamp mod Gent. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

Wolfsburg har sendt et kraftigt signal om, at Nicklas Bendtner er helt ude i kulden i den tyske fodboldklub.

Til onsdagens Champions League-ottendedelsfinale ude mod Gent har cheftræner Dieter Hecking valgt at tage tre målmænd med i truppen, mens Bendtner helt er udeladt.

- Der er ikke flere spillere, som for mig at se kan komme i betragtning, siger Hecking ifølge Bild.

Den 51-årige træner har i stedet for Bendtner udtaget en tredje keeper i en trup på 18 spillere. Den blot 20-årige keeper Niklas Klinger er hevet op fra B-listen af Wolfsburg liste over spillere, som må deltage i Europa.

Desuden er reservekeeperne Koen Casteels og Max Grün udtaget til kampen, da den normale førstekeeper Diego Benaglio er skadet.

Ingen årsag

Wolfsburg bekræftede allerede tirsdag, at den danske landsholdsangriber ikke ville blive udtaget til kampen, men ville ikke oplyse om årsagen.

Bendtner skulle dog ikke være skadet, og Bild mener at vide, at danskeren overvejer et skifte til Kina, hvor transfervinduet er åbent frem til 26. februar.

Wolfsburgs kamp mod Gent, der har Lasse Nielsen på holdet, fløjtes i gang onsdag klokken 20.45.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: