Ekspert: 99 procent sikkert at Kevin Magnussen erstatter klovnen Maldonado

Formel 1-ekspert Peter Nygaard tør godt love, at Kevin Magnussen skal køre Formel 1 igen.

Kevin Magnussen forventes at blive præsenteret på onsdag. (Foto: MARK DADSWELL © Scanpix)

Det britiske magasin Autosport skriver her til aften, at den danske racerkører Kevin Magnussen er tilbage i Formel 1 i den kommende sæson. Det er Renault-teamet, der har kastet sin kærlighed på danskeren, som skal erstatte venezuelanske Pastor Maldonado.

Ifølge BT’s Formel 1-ekspert Peter Nygaard er det så godt som sikkert, at Kevin Magnussen skal køre for Renault. Han roser det franske team for at træffe den rette beslutning.

- Jeg skriver i avisen i morgen, at det er 99 procent sikkert. Alt kan ske i Formel 1, men jeg er sikker på, at Kevin kører i den bil, når sæsonen starter. Rygtet har kørt længe, han har besøgt fabrikken for 14 dage siden, og der var lagt op til, at Renault skulle beslutte, om de ville satse på den skøre venezuelaner Maldonado med en masse stinkende penge, eller om de skulle tage talentet i form af Magnussen. Og de er åbenbart kommet til den sportsligt rigtige beslutning og satser på Kevin, siger Peter Nygaard.

Ud med klovnen Maldonado

Dermed træder Renault ind på en ny sti, hvor talent vinder over penge. Pastor Maldonados checkhæfte fylder nemlig mere end hans evner bag et rat.

- Maldonado er såkaldt betalingskører, som ikke ville få en plads i Formel 1, hvis det kun var talentet, der afgjorde det. Han har ifølge rygter 350 millioner kroner med hvert år for at køre Formel 1 for et olieselskab i Venezuela. Alle ved, hvordan oliepriserne er styrtdykket, og Venezuelas økonomi er i kaos. Derfor har de ikke flere penge, og derfor ser Renault ingen grund til at fortsætte med en klovn som Maldonado, siger Nygaard.

Pastor Maldonado: 173 centimeter venezuelansk pengekører. (Foto: Hoch Zwei © Scanpix)

Skiftet til Renault kan blive starten på noget rigtig stort for Kevin Magnussen. For selvom han nok ikke skal forvente store resultater i den kommende sæson, så er der stort potentiale i teamet.

- Det er en rigtig stor chance, han får, for Renault er en bilfabrik, og der er ikke mange fabriksteams i Formel 1. Der er Mercedes, Ferrari og Renault. Det er et af de store, tunge teams med store budgetter, så på den lange bane er det et vinderteam, som Kevin forhåbentlig kan få en stor karriere hos.

- På den korte bane er det mere problematisk, for Renault har overtaget Lotus, som kørte på kanten af konkurs og blev udsultet. Det skal genopbygges, og det vil tage sin tid. Så Kevin kommer ikke ud og skaber de store resultater i den kommende sæson, men på den lange bane er han det helt rigtige sted, vurderer Peter Nygaard.

Det forventes, at Kevin Magnussen præsenteres på et pressemøde i Paris på onsdag. På Renault-teamet vil danskeren blive makker med den britiske debutant Jolyon Palmer.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: