F1-journalist: Faldende oliepriser skyld i Magnussen-comeback

Det er lidt af et mirakel, at Kevin Magnussen står til at få et F1-comeback, siger BT's F1-korrespondent.

Det er så sikkert som amen i kirken, at det er danske Kevin Magnussen, som Renault senere i dag vil præsentere som førstekører på dets Formel 1-hold.

Det siger Peter Nygaard, der er BT’s Formel 1-korrespondent, og som tidligere har skrevet en bog om den danske racerkører.

Og det er faktisk lidt af et mirakel, at Kevin Magnussen har fået den plads, fortæller Peter Nygaard. Det er nemlig ikke mere end et halvt års tid siden, at danskeren var dømt ude af Formel 1.

- Det var egentlig venezuelaneren Pastor Maldonado, der havde fået kontrakt på pladsen. Men fordi oliepriserne er i bund, har den venezuelanske olieindustri, der sponsorerer Maldonado, ikke længere råd til at betale de 350 millioner kroner, som pladsen koster, siger Peter Nygaard.

- Derfor gik Renault på jagt efter en ny kører, og her var Kevin Magnussen det oplagte valg. Han har erfaring og er lynhurtig, så det er lidt af et mirakel, siger Peter Nygaard.

Kevin Magnussen bliver præsenteret på et pressemøde klokken 13.00 i Paris. Derudover vil Jolyon Palmer ifølge Peter Nygaard blive præsenteret som andenkører.

Den danske Forme 1-kører har tidligere kørt for McLaren, men røg sidste år af teamet.

Nu har han resten af året til at bevise, at han er hurtigere end andenkøreren, hvis han også skal gøre sig nogle forhåbninger om en kontrakt hos Renault i 2017. Ellers er hans karriere i toppen af F1 slut, siger Peter Nygaard.

- Det er nemlig ingen tredjechancer i Formel 1.

Du kan følge pressemødet her på dr.dk klokken 13.00.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: