Hamilton skriver Formel 1-historie: Pole position for 69. gang

Kevin Magnussen satte 16.-bedste tid i Monza-kvalifikationen. Lewis Hamilton tog karrierens 69. pole position.

Lewis Hamilton er nu den kører med flest pole positions i Formel 1-historien. (Foto: Andrej Isakovic © Scanpix)

En kaotisk og forsinket Formel 1-kvalifikation endte lørdag eftermiddag med et skuffende resultat for den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas).

Magnussen formåede ikke at køre sig videre fra første kvalifikationsrunde (Q1) og endte med den 16.-hurtigste tid forud for Italiens Grand Prix.

Når grandprixet køres søndag, får han dog en startplacering som nummer 11. Det skyldes placeringsstraffe til hele seks af danskerens konkurrenter.

Forrest i feltet lykkedes det lørdag for Lewis Hamilton (Mercedes) at sikre sig karrierens 69. pole position. Hamilton overgår dermed Michael Schumachers rekord, der lød på 68 pole position-placeringer i karrieren.

Det har taget 32-årige Hamilton væsentligt færre kvalifikationer end Schumacher at opnå de mange placeringer forrest i Formel 1-feltet.

Kvalifikationen på Monza-banen var præget af et voldsomt regnvejr.

Red Bull imponerede

Efter blot halvandet minuts kørsel blev den første kvalifikationsrunde (Q1) afbrudt. Det skete, efter at Magnussens holdkammerat, Romain Grosjean, kørte af banen og derfor måtte udgå af kvalifikationen.

Alle kørere blev derfor sendt i pit, mens kvalifikationen blev udskudt.

Her endte Formel 1-kørerne med at blive i mere end to en halv time, inden de endelig blev sendt afsted på Monza-banen.

Og her blev Magnussen altså hurtigt elimineret, inden de øvrige kørere fortsatte i regnen på anden og tredje kvalifikationsrunde.

Lewis Hamilton var hurtigst, mens Red Bull-kørerne Max Verstappen og Daniel Ricciardo blev nummer to og tre i den hektiske kvalifikation.

Hamiltons holdkammerat, Valtteri Bottas, blev nummer seks.

Ferraris Kimi Räikkönen og Sebastian Vettel måtte nøjes med placeringer som henholdsvis nummer syv og otte.

I den samlede VM-stilling fører tyske Sebastian Vettel med 220 point foran britiske Lewis Hamilton, der har 213 point.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve