Magnussen misser point i Mercedes-show

Kevin Magnussen måtte nøjes med en plads som nummer 11 i det italienske Formel 1-grandprix.

Kevin Magnussen måtte nøjes med 11. pladsen i Italiens grandprix, som Marcedes dominerede. (Foto: Andrej Isakovic © Scanpix)

Den danske racerkører Kevin Magnussen formåede lige nøjagtigt ikke at hente point i det italienske Formel 1-grandprix på Monza-banen.

Magnussen endte som nummer 11, hvilket altså er en enkelt placering fra top-10, hvor kørerne får point til den samlede VM-stilling.

Starten på søndagens grandprix forløb relativt problemfrit. Lewis Hamilton (Mercedes) holdt fast i sin førerposition, mens Kevin Magnussen gled en enkelt placering ned fra sin startposition som nummer ni til plads nummer ti.

Max Verstappen (Red Bull) fik en god start, inden han ramlede sammen med Williams-køreren Felipe Massa. Det kostede Verstappen en punktering, og han måtte derfor i pit og faldt tilbage i Formel 1-feltet.

Mod slutningen af løbet arbejdede Verstappen sig hurtigt op gennem stillingen.

Han overhalede blandt andre danske Magnussen, der kortvarigt blev skubbet af banen i forbindelse med hollænderens overhaling. I holdradioen var Magnussen tydeligt frustreret over Verstappens kørsel, og hændelsen blev også undersøgt.

Det førte dog ikke til nogen straf af den unge hollænder.

Blandt favoritterne var det Mercedes-duoen Lewis Hamilton og Valtteri Bottas, der indtog de to forreste placeringer næsten fra start til slut.

Lewis Hamilton løb med sejren og overtager dermed også føringen i den samlede VM-stilling fra Sebastian Vettel (Ferrari), der kom på tredjepladsen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve