Nedtrykt Kevin Magnussen efter kørefejl: Den bliver hård at sluge

Den danske Formel 1-kører gjorde ingen forsøg på at skjule sin skuffelse, efter en fejl sendte ham af banen.

Det så længe lyst ud for Kevin Magnussen og Haas-teamet.

På Spa-banen i Belgien var danskeren på vej mod point med 10 omgange tilbage. Men så skete der noget, som han efterfølgende ikke umiddelbart kunne forklare.

jeg skal ind og tjekke, om det bare var en fejl 40, eller om der er noget, vi kan rette op på

kevin magnussen

En opbremsning blev overgjort, så han røg af banen, og så lå han pludselig bagerst i feltet af de 17 resterende racere i løbet.

- Jeg er ikke helt klar over, hvorfor jeg låste så slemt med begge forhjul. Det var en kæmpe overraskelse for mig, men det skete, og det var slutningen på ræset.

- Jeg blev overrasket over det, og jeg skal ind og tjekke, om det bare var en fejl 40 (en fejl af køreren, red.), eller om der er noget, vi kan rette op på, siger han.

Selvom han kom i mål som nummer 15 var det ikke nok til point, og han bliver på 11 af slagsen i den samlede stilling. En nedtur der satte sine spor på humøret frem mod det italienske grand prix, der venter lige om hjørnet.

- Det er rigtig trist at stå her og vide, at vi kunne have scoret point med begge biler til teamet for anden gang i den her sæson. Ja, det bliver hård lige at sluge på vej hjem, men heldigvis er der et løb allerede i næste weekend, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve