Kevin Magnussen har trods et år ude i kulden ikke mistet troen på egne evner.

Onsdag blev det officielt, at Kevin Magnussen er tilbage som fast kører i motorsportens fineste selskab. På en stort anlagt presseseance i Paris blev Magnussen sammen med Jolyon Palmer præsenteret som Renault-teamets to kørere i den kommende sæson.

Er det en mere moden Kevin, vi kommer til at se?

- Ja. Jeg har fået flere hår på brystet efter det, som jeg har været igennem de sidste to år. Det har været lidt hårdt, men jeg har lært en masse ting, som jeg måske ikke havde lært, hvis jeg havde haft et fast sæde. Så ja, det er en mere voksen og en mere sulten Kevin, der kommer til at sidde i racerbilen.

Lever drømmen om at blive verdensmester stadig?

- Jeg hele tiden troet på, at jeg ville komme igen. Men det er klart, at man kan blive nervøs og bange. Jeg har ikke været i den bedste situation og har ikke haft de bedste odds det seneste års tid. Jeg har vidst, at jeg har det, som der skal til. Jeg tror på mine evner og på mig selv, lyder det fra Kevin Magnussen.

Holdkammeraten er konkurrent

Renault er tilbage i Formel 1 efter en årrække udenfor det fine selskab og det hæderkronede team har bestemt ikke tænkt sig kun at køre med om de sekundære placeringer.

- Teamet har store ambitioner, men de er nye, så der er noget, der skal bygges op. De har det, der skal til og er et fantastisk sted at være for en 23-årig gut som mig.

Hvad siger du til din holdkammerat? Han er vel også din konkurrent?

- Holdkammeraten er ligeså meget konkurrent som alle de andre. Han kører bare i de samme farver som dig. Nu må vi se, om vi kan hjælpe teamet. Vi skal jo arbejde sammen, selvom vi kæmper om de samme point.

Hvor glad er du i dag?

- Jeg er tæt på at være så glad, som jeg kan være. Havde jeg haft en pokal på et podie lige nu, havde været bedre, men i denne situation kunne det ikke være meget bedre, slutter Kevin Magnussen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: