Der er ikke nogen første- og andenkører, siger Renault-kører Jolyon Palmer.

Ganske som forventet blev Kevin Magnussen onsdag præsenteret som kører for Renaults nye Formel 1-hold. Her bliver holdkammeraten den unge englænder Jolyon Palmer.

Ofte vælger Formel 1-hold én af deres to kørere, som man satser på, men skal man tro Palmer, bliver det et ligeværdigt forhold mellem ham og Magnussen.

- Jeg ser det som lige. Han har et års erfaring, men jeg har også nogle erfaringer fra sidste år, hvor jeg kørte meget i bilen. Det vigtigste er, at vi arbejder sammen, og det bliver ikke nemt i år. Motoren var ikke så stærk sidste år, så vi må erkende, at det bliver svært, siger Jolyon Palmer til DR.

- Jeg er glad for, at han er tilbage. Det er godt for mig, at have Kevin i det andet sæde, for han har allerede bevist sig i sin ene sæson i Formel 1. Han har vist, hvad han kan. Han er en dygtig kører og en flink fyr, og jeg tror, vi kan arbejde godt sammen. Det bliver vigtigt for genopbygningen af Renault at have to kørere, der arbejder hårdt sammen.

Legende glad for Kevin-gensyn

Den glade nyhed om Kevin Magnussens comeback blev offentliggjort ved en storstilet pressekonference i Paris, hvor Renault også løftede sløret for den kommende sæsons racer.

Ved seancen kunne medierne også møde den tidligere firedobbelte Formel 1-vinder, legenden Alain Prost, der har en fortid som kører for Renault.

Den franske Formel 1-legende, Alain Prost, glæder sig over at se Kevin Magnussen tilbage.

- Jeg er selvfølgelig meget positiv, men det er nye kørere, og det er også et næsten helt nyt hold, så det bliver meget svært i år. Det måske ikke så skidt for dem at starte på et hold, hvor det ikke forventes, at de vinder i Australien, så de har lidt tid. Men jeg vil ikke kommentere så meget på kørerne, siger Alain Prost til DR, og smider alligevel en bemærkning om Magnussen.

- Jeg kender ham ganske godt, og jeg var meget positiv omkring ham, da han kørte 3,5 Renault og derefter i McLaren. Jeg ved ked af, hvad der skete sidste år med McLaren, men jeg er rigtig, rigtig glad for at se ham i år, siger Prost.

2016-sæsonen i Formel 1 begynder 20. marts, hvor årets første grandprix køres i Australien. Sæson løber indtil sidst i november, hvor 21. og sidste grandprix køres i Abu Dhabi.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: