Det er ikke hvem som helst, der får en chance mere i Formel 1, siger Kevin Magnussens far.

Ganske som ventet blev Kevin Magnussen onsdag præsenteret som ny kører for Formel 1-teamet Renault. Men det var der næppe mange, som havde troet, da danskeren i oktober blev vraget af McLaren-teamet.

Men 23-årige Magnussen er tilbage i det fine selskab, og det vækker stor glæde hos hans far Jan Magnussen, der selv kørte Formel 1 i 1990’erne.

- Det er Kevins drøm. Jeg er glad, lettet og stolt, og jeg føler virkelig, at han fortjener den her anden chance. Det er ikke ret mange, der får chance nummer to. Formel 1 er virkelig, virkelig benhård på det punkt. Det ene øjeblik er du inde, det næste er du ude, og det næste er du glemt, siger Jan Magnussen til DR.

- Det, at Kevin er kommet tilbage, fortæller meget om den type person, han er, og hvor vellidt han er i Formel 1, at han bliver ved med at få den chance. Det fortæller også meget om, at det måske ikke var på sin plads, at han missede den første chance, siger han.

Kevin Magnussen bliver hos Renault holdkammerat med britiske Jolyon Palmer. De to får første chance for at vise sig frem i den nye bil, når der køres grandprix i Melbourne i Australien 20. marts.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: