SPORTSDAGEN Spanske rivaler med kniven for struben

Golfspilleren Nicole Broch Larsen imponerer i Australien, Madrid-klubberne kan spænde ben for hinanden i Primera Divison og Sønderjyske jagter revanche mod Randers.

Der er storopgør i Madrid, når rivalerne fra Real og Atletico brager sammen på Bernabeu. (Foto: ANDREA COMAS © Scanpix)

Lørdag kan blive dagen, hvor FC Barcelona kan rykke tættere på mesterskabet uden at spille, golfspilleren Nicole Broch Larsen kan spille sig tættere på et godt resultat i Australien og Sønderjyske kan spille sig tættere på toppen i den danske Superliga.

Få et overblik herunder.

Dansk-svensk duel Down Under

Nicole Broch Larsen har gang i noget stort i Australien. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Den danske golfspiller Nicole Broch Larsen ligger før lørdagens runde på en delt førsteplads i Ladies European-Turneringen på Royal Pines Resort i Australien. Både Broch Larsen og svenske Camilla Lennarth er 10 under par, hvor danskeren rundede af med en flot eagle på 18. hul.

Nicole Broch Larsen begrunder det gode spil med, at hun ganske enkelt har det rart ’Down Under’.

Vi har en lækker lejlighed, gode roommates og jeg tror, at banen ligger godt til mig. Når vi ikke spiller, så har jeg det meget komfortabelt. Jeg håber, det fortsætter med at gå godt i resten af weekenden, siger danskeren til ladieseuropeantour.com.

22-årige Nicole Broch Larsen er i øjeblikket nummer 69 på verdensranglisten. Hun er dermed den tredjebedst rangerede spiller i turneringen i Australien.

Madrid-derby

Diego Pablo Simeones Atlético Madrid scorer ikke mål på samlebånd, men de henter point. (Foto: Susana Vera © Scanpix)

Lørdag eftermiddag klokken 16:00 spilles kampen, som de formentlig glæder sig rigtig meget til at smække benene op til og se hos FC Barcelona. Catalanerne er i forvejen stukket af i Primera Division og har otte point ned til Atlético Madrid og ni ned til Real Madrid.

De to store Madrid-klubber har dermed alt at tabe, når de tørner sammen på Estadio Vicente Calderón. Uafgjort kan ingen af dem bruge til noget, mens et nederlag vil være en katastrofe, hvis FC Barcelona på hjemmebane søndag slår Sevilla.

Real Madrid er det mest scorende hold i Primera Division hold med 71 scoringer efter 25 kampe, mens hjemmeholdet Atlético Madrid har en lidt mere kontrollerende tilgang til det smukke spil. Diego Simeones mandskab har blot fundet vej til netmaskerne 35 gange, men har på den anden side også kun lukket 11 mål ind. Her er Real Madrids forsvar knap så tæt. Kongeklubben har lukket 24 mål ind.

Superligaens snigerhold

Sønderjyske havde et flot efterår og åbner forårssæsonen mod Randers. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Superligaforåret blev sparket i gang med en underholdende 2-2-forestilling mellem OB og AGF fredag aften, hvor gæsterne fra Aarhus i første halvleg havde fynboerne nede i sækken med en hurtig 2-0-føring, men alligevel måtte nøjes med et point, da OB vist stor moral og fik kæmpet sig tilbage i de sidste 45 minutter.

Lørdag gælder det så kampen mellem Randers FC og Sønderjyske. Gæsterne fra Haderslev kan bringe sig op på en delt andenplads med en sejr, mens Randers kan lukke hullet op til netop Sønderjyske, hvis de napper alle tre point.

Da de to klubber mødtes tilbage i december i Randers, blev det til en 1-0-sejr til hestene på mål af svenske Mikael Ishak efter et tidligt rødt kort til Sønderjyskes Adama Guira.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: