Thorbjørn Olesen fortsætter gode takter i regnfulde Kina

Thorbjørn Olesen er med helt fremme ved Shenzhen International efter anden runde, der dog blev afbrudt på grund af uvejr.

Thorbjørn Olesen viser fine takter i Kina. (Foto: Str © Scanpix)

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen kom igen banen rundt i fire slag under par på anden runde af European Tour-turneringen Shenzhen International.

Dermed er danskeren samlet otte slag under par og indtager en delt andenplads - fire slag efter østrigeren Bernd Wiesberger.

Mange af spillerne nåede dog ikke rundt på de 18 huller fredag, da et voldsomt torden- og regnvejr førte til afbrydelse af spillet.

Dermed kan Olesen blive skummet længere ned i placeringerne, når alle får færdiggjort anden runde.

Uden udsigt til hurtig opklaring besluttede turneringsledelsen at udsætte resten af runden til lørdag, da klokken nærmede sig aftenstid i Kina.

Thorbjørn Olesen præsterede fem birdies og en enkelt bogey på anden runde.

Lucas Bjerregaard nåede kun at spille et enkelt hul inden uvejret, og han er fortsat ét slag under par samlet.

Lasse Jensen nåede fire huller, som alle blev klaret i par. Han ligger i tre slag over par efter en skidt første runde torsdag.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: