20 danske mål redder Flensburg i Champions League

Flensburg-Handewitt og Paris Saint-Germain vandt begge i Champions League og kæmper om førsteplads i gruppe A.

Lasse Svan (otte mål) og Anders Eggert (fire mål) var med til at sikre Flensburg-Handewitt sejren. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Flensburg-Handewitt lå længe til at tabe, men det lykkedes for håndboldklubben at vinde 30-26 i lørdagens udekamp mod RK Celje i Champions League.

Den tyske klub med de mange danske profiler var bagud 12-15 ved pausen, og knapt halvvejs i anden halvleg førte det undertippede hjemmehold 21-18.

Anført af blandt andre danskerne fik Flensburg-Handewitt imidlertid sikret den tiende sejr i 12 kampe i gruppe A, som holdet topper med 20 point.

Først med Anders Eggerts 29-26-scoring på straffekast med lidt over et minut tilbage af kampen kom der ro på, og Thomas Mogensen scorede senere kampens sidste mål.

Det var dog Lasse Svan Hansen, der blev topscorer for tyskerne med otte mål, mens Thomas Mogensen scorede seks gange.

Anders Eggert lavede fire og Rasmus Lauge to mål, mens Henrik Toft Hansen ikke kom på scoringstavlen.

Det gjorde Kevin Møller heller ikke, men han var lovligt undskyldt, eftersom han passede Flensburg-Handewitts mål.

Med sejren fortsætter Flensburg-Handewitt parløbet med Paris Saint-Germain om gruppens førsteplads, der er ret eftertragtet.

Det skyldes, at gruppevinderen går direkte til kvartfinalerne, mens gruppens nummer to til seks skal spille kampe om at komme blandt de bedste otte.

I en sæson, hvor holdene er presset til det yderste på grund af et tætpakket kampprogram, er det ikke en uvæsentlig gulerod.

Tidligere lørdag førte Mikkel Hansen an, da Paris Saint-Germain vandt hele 40-28 hjemme over tyrkiske Besiktas.

Danskeren scorede ti gange i opgøret, hvor franskmændene førte 16-11 ved pausen.

Henrik Møllgaard lavede tre mål for Paris Saint-Germain, der med to kampe tilbage har 20 point lige som Flensburg-Handewitt.

De to tophold skal mødes i den afsluttende gruppekamp, hvor Mikkel Hansen og co. har fordel af hjemmebane.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: