KARAKTERER Norsk wonderkid nordjysk lyspunkt

Champions League-debutanten Sander Sagosen trak op i en ellers tandløs indsats af Aalborg.

Det var en skuffende kamp af Aalborg, der tabte i tredje runde af Champions League med 25-28 til ungarske Pick Szeged. Jeg havde glædet mig til at se, om Aalborg ikke kunne få gang i forsvar, målmænd og kontraløb, så man kunne bringe Pick Szeged-holdet, med mange nationaliteter, ud af kurs. Men ungarerne blev aldrig sat på prøve.

Summa summarum blev det bare aldrig den kamp, jeg havde håbet på. For enten var det gæsterne, der spillede for godt, eller også var det Aalborgs profiler, der ikke leverede varen.

Bedste Aalborg-spiller: Sander Sagosen

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen bedømmer spillernes indsats på en sekstrinskala.

6 International topklasse

5 Fremragende

4 Solid præstation

3 Middel

2 Ikke godkendt

1 Dumpet

UB Udenfor bedømmelse – ikke tilstrækkelig spilletid.

Søren Westphal – 2

Startede kampen i Aalborg-målet men fik ikke sat sit præg på kampen. Havde dog også svære betingelser bag et Aalborg-forsvar, der mange gange blev spillet tyndt af en velsmurt ungarsk angrebsmaskine. Samlet redningsprocent for Aalborg på 24.

Nicolai Pedersen – 3

Fik aldrig den store betydning i kampen men viste ved sine to scoringer det store potentiale. To mål på tre afslutninger.

Morten Slundt – 2

For usynlig i forhold til sin betydning for Aalborg-holdet. Havde svære betingelser på den uvante position som højre back, men indsatsen var stadig for tandløs. Man savnede initiativ og tro på egne evner. To mål på tre afslutninger.

Håvard Tvedten – 4

Leverede fine detaljer angrebsmæssigt og var med til at gøre sine medspillere bedre. Jeg kunne dog godt tænke mig, at han tog mere lederskab i de svære perioder. Fire mål på fem afslutninger.

Simon Hald – 2

Havde store placeringsvanskeligheder i forsvarsspillet og blev alt for mange gange enten snydt eller overspillet. Ingen afslutninger.

Ole Erevik – 3

Afløste Westphal efter omkring ti minutters spil. Heller ikke han fik meget hjælp af det nordjyske forsvar – men efter pausen hev nordmanden flere flotte redninger op af hatten og var med til at begrænse nederlaget. Samlet redningsprocent for Aalborg på 24.

Christian Jensen – 2

Store problemer defensivt og brugte alt for mange skud til sine to mål. Trækker dog op, at han igennem kampen tog initiativ. To mål på otte afslutninger.

Niclas Barud – 2

Var udset til at være Aalborgs styrmand i forsvaret, men defensiven blev alt for mange gange trukket fra hinanden og snydt af de kloge Pick Szeged-spillere. Angrebsmæssigt var han ligeledes usynlig. Et mål på to afslutninger.

Emil Berggren – 2

Der lå et stort pres på svenskeren qua Aalborgs mange skader, og i dagens kamp formåede han ikke at sætte sit aftryk. Tog for mange forkerte beslutninger i angrebsspillet, og specielt de tekniske fejl i overtalsspillet trækker ned. Fire mål på ni afslutninger.

Sander Sagosen – 5

Fantastisk flot angrebskamp af den norske Champions League-debutant. Fik sat sit aftryk med mange fine og varierede afslutninger og var primusmotor i det nordjyske angrebsspil. Imponerende af en 19-årig spiller på dette niveau. Har dog betydelige mangler i det defensive, hvor han for mange gange blev snydt eller var for passiv. Ni mål på 14 afslutninger.

Jesper Jensen – 3

Jeg synes, Jesper Jensen viste store lederevner ved at prøve at pumpe mere aggressivitet og vildskab ind i sit til tider tandløse hold. Han havde svære arbejdsbetingelser grundet de mange skader, men han skal have ros for ikke bare at acceptere et stort nederlag men i stedet tage initiativ med 4-2-spil i 2. halvleg. Resultatet af kampen som helhed trækker dog naturligvis ned.

Magnus Saugstrup – UB

Et mål på en afslutning.

Stig Bugge – UB

Buster Juul – UB

Mathias Pedersen – UB

 

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: