Divisionsforening åben for challenge-debat - DHF vil ikke betale

Danske håndboldtrænere efterspørger et challenge-system i sporten. Divisionsforeningen er åben for en debat.

De forskellige parter i dansk håndbold er alle åbne overfor en debat om et challenge-system. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Et flertal af trænere i de danske håndboldklubber ser gerne indførelsen af et challenge-system i håndboldsporten. Det kender man fra flere andre sportsgrene, hvor en træner eller spiller kan opponere med en kendelse, som dommeren så skal se igennem igen på en tv-skærm.

10 ud af 12 trænere af kvindehold samt 12 ud af 14 trænere af herrehold støtter op om ideen, og i klubbernes fællesorganisation, Divisionsforeningen, er man heller ikke afvisende overfor ideen. Der er allerede afsat penge til udvikling af sporten i en ny dommeraftale, som er meget tæt på at blive skrevet under.

- Det lytter vi da til og tager med videre i arbejdet. Vi har jo en elitedommeraftale, som ligger klar til underskrift for yderligere fire år. I den aftale er der afsat en udviklingspulje, hvor klubberne også har bevilget penge til at udvikle området. Pengene er ikke øremærket til et overvågningssystem, men det kan da være et element, der bliver sat i spil, siger Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen til DR.

- Sammen med elitedommerne har vi bestemt, at vi vil have denne gruppe, hvor vi vil invitere spillets øvrige parter med ved bordet for at kigge på de udviklingsområder, der er omkring kampene, dommernes forhold og gerning. Det ville være et af de helt oplagt emner at tage med, siger han.

Klubberne få regningen

I Dansk Håndbold Forbund, DHF, er man heller ikke afvisende overfor ideen, hvis det er klubbernes ønske.

- Det lyder som om, der næsten er konsensus om det forslag. Så er der kun én ting at gøre: klubberne må bringe sagen til deres interesseorganisation, Divisionsforeningen, som så må tage det videre i samarbejdet for professionel håndbold, og så må vi drøfte forslaget der, siger Frank Smith, der leder klub- og elitesektionen i DHF, til DR.

Indførelsen af et challenge-system vil kræve, at der er videooptagelser af alle hændelserne, og det medfører naturligvis en regning, da ikke alle kampe tv-produceres på nuværende tidspunkt. Den medfølgende regning tilfalder klubberne, lyder det fra DHF.

- Vi er åbne for nye ideer og nytænkning, og hvis det her er gangbart i forhold til, at det ikke kun er klubtrænerne, men også klublederne, der jo sidder på pengekassen, som ønsker det her og er villige til at spytte penge i kassen, så vil vi bestemt ikke stå i vejen for det.

- Det er helt uomtvisteligt klubberne, der skal gå ind og betale. Der er kun én til at betale det, og det er klubberne, siger Frank Smith.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve