Danmark har respekt for slumrende russisk bjørn

Danmarks første EM-modstander, Rusland, er ved at vågne efter 15 år uden store håndboldresultater.

Danmark og Rusland har mødt hinanden 21 gange. 10 gange er det blevet til dansk sejr ni gange russisk. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Op igennem 1990'erne var Rusland en af de mest frygtede nationer på herresiden i håndbold.

År efter år hentede stormagten medalje ved EM og VM og kæmpede særligt mod Sverige om håndboldtronen.

Sådan har det ikke været i dette århundrede, men ovenpå en række magre år er russerne så småt på vej tilbage, lyder vurderingen fra den danske lejr forud for de to holds åbningskamp ved EM i Polen lørdag i Gdansk.

På fredagens pressemøde snakkede Danmarks landstræner, Gudmundur Gudmundsson, om et stærkt, aggressivt russisk hold med gode spillere på alle positioner.

Træneren har forberedt sine spillere på en svær opgave, og spillerne har suget til sig, udstråler fløjspilleren Anders Eggert.

- Rusland er blevet bedre og bedre efter at have været nede i en bølgedal ovenpå de gode år i 90'erne. De har haft en lidt gammeldags tilgang til håndbold. De har stadig store folk og gode skytter, men nu har de også nogle bevægelige typer.

- De har også dygtige fløje. Deres spil er mere sammensat end tidligere, siger Eggert.

Udnytter god forberedelsestid

Gudmundur Gudmundsson har ry for at være grundig i sin videoanalyse af modstandere, og det har spillerne mærket op til den første kamp, som der har været optimal forberedelsestid til.

- Vi har set video af deres seneste kampe, men også af vores kamp mod dem ved VM sidste år (31-28 til Danmark i den indledende gruppe). Vi har kigget en del på deres profiler, siger Henrik Møllgaard.

- Det er nemt at være godt forberedt til den første kamp, som man har mange dage op til. Når først man er i gang, spiller man typisk hver anden dag, og man skal også nå at hvile forinden, tilføjer han.

Lørdagens kamp mod Rusland begynder klokken 20.15. Forinden åbner Ungarn og Montenegro gruppe D klokken 18.

/ritzau/