Dansk EM-optimisme: Franske favoritter kan blive slidt op

De danske håndboldherrer udpeger de største forhindringer på vejen mod EM-guld.

Luc Abalo og holdkammeraterne kan slides op, lyder det fra den danske trup. (Foto: Attila KISBENEDEK © Scanpix)

Danmark indleder revanchejagten ved EM lørdag aften i Gdansk, hvor Rusland er modstanderen i den første gruppekamp ved mesterskaberne i Polen.

De danske drenge nåede hele vejen til finalen ved EM for to år siden, men her blev det til et smerteligt og klart nederlag til altid stærke Frankrig på hele 42-31 i Boxen i Herning.

I sport er det aldrig en god idé at samle på andenpladser, så hvilke modstandere vil gøre sig bredest på Danmarks vej mod EM-guldet i Polen?

- Frankrig har vist, de kan vinde mesterskaber. Det kunne de godt finde på igen. Jeg tror dog, at Frankrigs vej til et eventuelt EM-guld bliver lang og hård, siger Henrik Møllgaard, der har noteret sig, at franskmændenes trup ikke er den bredeste.

- De er nede på ret få spillere, der skal bære dem igennem. Jeg tror, de kommer til at blive slidt op, men de må selvfølgelig aldrig afskrives. Deres bærende spillere har tidligere vist, at de altid er i stand til at spille afgørende kampe – også når det begynder at gøre ondt, siger Henrik Møllgaard, der også tror på spansk succes ved EM.

Og nåja, så har PSG-spilleren også fidus til et hold i rødt og hvidt.

- Jeg synes også selv, at vi er tæt på. Ved ikke, om vi ligefrem er favoritter, men vi ligger klart i det felt, der kan komme med op og kæmpe om det. Derfor har vi også en ambition om, at vi i hvert fald skal nå semifinalen.

Polsk hjemmebane kan blive afgørende

Venstrefløj Anders Eggert peger også på de forsvarende europamestre fra Frankrig, der også kan kalde sig verdensmestre, som favoritter til at vinde guld i Polen.

Grunden er simpel.

- De har bare det bedste hold. Og så har de vundet så mange gange. Frankrig er den helt store favorit. Et godt sammenspillet hold. Det er Spanien i øvrigt også, og de er mine favoritter lige efter Frankrig. Og så kommer vi, vurderer Anders Eggert.

- Hvis det flasker sig for os, så synes jeg virkelig, vi har et godt hold. Derudover kommer så Kroatien og Polen, som jeg ser som outsidere til titlen.

Værtsnationen Polen er Anders Eggert ikke den eneste dansker, der har et lidt godt øje til.

Playmaker Rasmus Lauge kan godt se en hjemmebanetriumf for sig, og det skyldes blandt andet den enorme opbakning, som de polske spillere kan se frem til gennem hele turneringen.

- Spanien og Frankrig skiller sig lidt ud. Det er klart. Og så har vi jo selvfølgelig os selv, men der er også et hold som Polen, der har en masse tilskuere i ryggen. Det betyder noget. Det kan man også bare se, når man kigger på, hvor ofte værtsnationerne gør det godt, siger Rasmus Lauge, der ikke skyder helt ved siden af med den analyse.

Her kan man høre opbakningen til det polske landshold. Klippet er fra værternes nationalsang før premierekampen fredag.

De to seneste værtsnationer ved EM, Serbien og Danmark, vandt således begge sølv op hjemmebane i henholdsvis 2012 og 2014.

- Det er larm, det er et tryk mod dommerne og det er et pres på modstanderne. Hver gang, der sker det mindste, så bliver der bare lagt tryk på fra lægterne. Det er det samme i al sport. Det betyder bare så meget at spille på hjemmebane, siger Rasmus Lauge.

Der er dog lang vej til at der skal spilles om medaljer i Polen, hvor der fredag aften blev taget hul på det indledende gruppespil. Lørdag aften skal Danmark så i aktion, når Rusland venter i Ergo Arena i Gdansk.