EM-holdet om den (G)danske hjemmebane: Fed opbakning

De danske håndboldfans er mødt talstærkt op til herrernes gruppekampe i Gdansk ved EM i Polen.

Mads Mensah er vældig begejstret for opbakningen i Gdansk. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Med plads til 15.000 mennesker i den imponerende Ergo Arena i Gdansk var der risiko for, at de danske spillere til den første gruppekamp mod Rusland ved EM kunne løbe på banen i et stort, hult ingenting.

I stedet blev Gudmundur Gudmundssons udvalgte lørdag aften mødt af et passioneret publikum, der var mødt talstærkt frem for at støtte de danske drenge. Fra første strofe af ’Der er et yndigt land’ til Niklas Landin havde pillet pynten af den sidste russiske skytte var opbakningen upåklagelig.

Det bliver der dagen derpå sat enormt stor pris på i den danske EM-lejr.

- Det var simpelthen så super at se så mange danskere. Det er en stor hal med højt til loftet, så stemningen kan hurtigt forsvinde, men vi kunne høre og mærke dem hele vejen, siger højrefløjen Lasse Svan.

- Vi havde hørt, der skulle komme 3000 danskere, men det så ud til og lød som om, at der var kommet mange flere. Sådan virkede det i hvert fald nede på banen. Det var fedt. Vi kunne virkelig mærke, at der var kommet mange ned for at bakke os op.

Tomme haller er det værste

Energibundtet Mads Mensah, der fik sat noget nødvendig speed i det danske spil i sejren over Rusland, sætter ligeledes stor pris på den gode opbakning. Stemningen i hallen er så utrolig vigtig for spændingsniveauet hos spillerne, at det ligefrem kan være at foretrække at have hele hallen imod sig, hvis alternativet er stilhed, mener Rhein-Neckar Löwen-spilleren.

- Det betyder helt sikkert en masse med de danske fans' opbakning. Det var fedt at kunne mærke dem. Jeg har prøvet at spille i halvtomme haller før, så var ingen danske fans ikke dukket op, så ville jeg faktisk hellere have, at der sad 10.000 og var imod os, siger Mads Mensah, der fik markeret sig flot med fire scoringer på fire forsøg i sejren over Rusland.

- Det værste er, hvis der er tomt i sådan en hal. Det sørgede de danske fans i hvert fald for, at der ikke var. Derudover var der også både russere og polakker, der bidrog godt til stemningen.

Næste gang de danske fans får mulighed for at blæse deres favoritter frem mod sejr er i aften, hvor Montenegro er modstanderen. Montenegrinerne regnes af de fleste for det svageste hold i gruppen, og de tabte da også deres åbningskamp 32-27 til Ungarn.

- Vi er favoritter. Den er vi slet ikke ude på at lægge fra os, men en nem kamp bliver det ikke, siger Mads Mensah, der kan glæde sig over, at der også mandag aften vil være rødt og hvidt i den enorme hal i Gdansk.