Frankrig har Europas bedste målmænd

Den franske målmandsduo er statistisk set den bedste. Danmark ligger nummer fire på listen.

Thierry Omeyer og hans kollega Gerard Vincent har været den bedste målmandsduo ved EM i håndbold. (Foto: Attila KISBENEDEK © Scanpix)

Selvom de sjældent scorer, så kan målmændene ofte afgøre håndboldkampe. Derfor har vi set nærmere på hvem, der har været EM’s bedste målmand – og hvilket hold, der har haft den bedste målmandsduo inden dagens finale.

Og her er der lidt tiltrængt opmuntring til Frankrig, der meget skuffende missede semifinalen på trods af to stærke keepere. Thierry Omeyer og Gerard Vincent kan som de eneste prale af et trecifret antal redninger og en samlet redningsprocent på hele 36.

Det placerer dem som de bedste målmænd ved EM i Polen, hvor Niklas Landin og Kevin Møller spillede sig ind på en fjerdeplads. Værd at bemærke er det desuden, at finaleholdene Spanien og Tyskland kun ligger nummer seks og syv på listen over de bedste duoer.

Her får du listen over de målmands-par, der har en redningsprocent på mere end 30.

De bedste målmænd samlet set

  • Frankrig: 36 % (101 redninger på 283 afslutninger)
  • Rusland: 34 % (82 redninger på 243 afslutninger)
  • Sverige: 33 % (84 redninger på 252 afslutninger)
  • Danmark: 32 % (84 redninger på 264 afslutninger)
  • Hviderusland: 31 % (86 redninger på 275 afslutninger)
  • Spanien: 31 % (84 redninger på 267 afslutninger)
  • Tyskland: 31 % (82 redninger på 265 afslutninger)
  • Slovenien: 31 % (33 redninger på 105 afslutninger)

Vincent Gerard og Thierry Omeyer har samme frisure og stort set samme redningsprocent under EM. (Foto: Attila KISBENEDEK © Scanpix)

Individuelt er de franske keepere selvsagt også blandt de bedste. Kun russiske Victor Kireev kiler sig ind mellem Vincent og Omeyer, der ligger nummer et og tre på listen over de bedste målmænd.

Individuel Top 10

  1. Gerard Vincent, Frankrig: 37 % (34 redninger på 92 afslutninger)
  2. Victor Kireev, Rusland: 36 % (74 redninger på 203)
  3. Thierry Omeyer, Frankrig: 35 % (67 redninger på 191 afslutninger)
  4. Mathias Andersson, Sverige: 35 % (59 redninger på 170 afslutninger)
  5. Viachaslau Saldatsenka, Hviderusland, 34 % (79 redninger på 232 afslutninger)
  6. Niklas Landin, Danmark, 34 % (65 redninger på 193 afslutninger)
  7. Andreas Wolff, Tyskland: 34 % (65 redninger på 191 afslutninger)
  8. Arpad Sterbik, Spanien: 34 % (49 redninger på 146 afslutninger)
  9. Ivan Stevanovic, Kroatien: 33 % (35 redninger på 105 afslutninger)
  10. Matevz Skok, Slovenien: 33 % (13 redninger på 39 afslutnnger)

Lidt uden for top 10 finder vi Kevin Møller med en redningsprocent på 28. Han stoppede 19 ud af 69 skud – heraf to redninger på straffekast.

Kilde: Turneringens hjemmeside.