Her er det skarpeste EM-hold

18 spillere har scoret på alle deres afslutninger under EM i Polen.

Luka Karabatic er det mest effektive spiller ved EM i håndbold. (Foto: Attila KISBENEDEK © Scanpix)

Alexander Lynggaard fik næsten ikke noget spilletid under EM i Polen. Til gengæld forstod han at udnytte chancen, da den endelig kom i placeringskampen mod Frankrig.

I løbet af den halve time, han nåede at spille, fik Lynggaard mulighed for at afslutte tre gange. I alle tre situationer endte bolden i målet, og det placerer stregspilleren i et flot selskab omkring det skarpeste EM-hold. Lynggaard er nemlig blandt de kun 18 spillere, der har scoret på alle deres afslutninger.

Der er dog et stykke op til den mest effektive spiller, franske Luka Karabatic. Han scorede på 11 ud af 11 forsøg. Ligesom Lynggaard er Karabatic stregspiller, og det er netop på stregen at vi finder de mest træfsikre spillere. Hele ni af de 18 spillere med en scoringsprocent på 100 spiller nemlig streg.

Ud fra antallet af scoringer har vi samlet et yderst effektivt All Star-hold, hvor alle spillerne har scoret på alle deres afslutninger. Spillerne er valgt ud fra, hvem der har scoret flest mål, og derfor må Lynggaard tage plads på bænken. Desuden må Mamelund og Sigurmannsson finde sig i at spille lidt uvante pladser i bagkæden.

Startopstillingen

  • Venstre fløj: Samuel Honrubia, Frankrig: 2 mål
  • Venstre back: Tamas Borsos, Ungarn: 1 mål
  • Playmaker: Erlend Mamelund, Norge: 1 mål
  • Højre back: Stefan Rafn Sigurmannsson, Island: 1 mål
  • Højre fløj: Johannes Sellin, Tyskland: 3 mål
  • Streg: Luka Karabatic, Frankrig: 11 mål
  • Målmand: Thierry Omeyer, Frankrig 1 mål

Bænken

De fleste bænkevarmere må kigge på, fordi deres streg-kollega Karabatic har haft flere afslutninger.

  • Robert Gunnarsson, Island: 8 mål (streg)
  • Vignir Svavarsson, Island: 6 mål (streg)
  • Gedeon Guardiola, Spanien: 6 mål (streg)
  • Valentin Buzmakov, Rusland: 4 mål (streg)
  • Mijajlo Marsenic, Serbien: 4 mål (streg)
  • Alexander Lynggaard, Danmark: 3 mål (streg)
  • Jakov Gujon, Kroatien: 2 mål (streg)
  • Björgvin Pall Gustavsson, Island: 1 mål (målmand)
  • Velko Markoski, Makedonien: 1 mål (venstre back)

Reserver

  • Kari Kristjan Kristjansson, Island: 1 mål (streg)
  • Bjarki Mar Gunnarsson, Island: 1 mål (streg)

Kilde: Turneringens hjemmeside og EHF's hjemmeside.

Fire af spillerne skal i kamp senere i dag, når Tyskland og Spanien mødes i finalen, eller når Norge og Kroatien spiller om bronze.

Kampen om tredjepladsen spilles klokken 15, inden finalebraget fløjtes i gang klokken 17:30.