KARAKTERER Endelig viste Hansen sig frem

Mikkel Hansen spillede forrygende mod Ungarn og scorer topkarakter.

(Foto: Dr © DR Sporten)

Efter to kampe på det jævne beviste Mikkel Hansen imod Ungarn, at han er blandt verdens bedste håndboldspillere.

Venstrebacken viste sig frem med et væld af afslutninger og frispilninger til sine holdkammerater, og det spejler sig i karaktererne fra DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

Ikke uventet bliver Mikkel Hansen rangeret som Danmarks bedste. Oven i købet med topkarakter.

- 11 assists, ni mål og en forsvarskamp på meget højt niveau. Det er svært at spille bedre, end han gjorde, lyder en del af Lars Krogh Jeppesens begrundelse.

Og her følger alle karaktererne til de danske spillere og en kommentar fra Lars Krogh Jeppesen.

Gudmundur Gudmundsson: 5

- Han har en stor andel i denne kamp, som Danmark sad på fra starten. Han er arkitekten bag, og har også en andel i at Mikkel Hansen spiller, som han gør.

- Jeg har det fint med, at han disponerer, som han gør, når spillere kan tanke selvtillid. Han holder Mads Mensah, Mikkel Hansen og fløjene i gang.

Niklas Landin: 3

- Fik spillet sig op i slutningen af kampen. 29 i redningsprocent er lidt misvisende, for han havde mange redninger, hvor der blev fløjtet straffekast. Men der er ingen tvivl om, at han ikke spillede sin bedste kamp.

Kevin Møller: UB

- Reservemålmanden var kun kortvarigt på banen.

Anders Eggert: UB

Spillede for kort tid til at blive bedømt.

Casper U. Mortensen: 4

- Kommer med god fart i kontrafasen og er vågen i forsvaret. Tre mål på tre afslutninger.

Mikkel Hansen: 6

- Denne kamp sad lige i skabet, og det han skal have allermest ros for er, at han sørger for at komme i fart.

- Forsvarsmæssigt steppede han også markant op. Det var et løft på alle parametre.

Michael Damgaard: UB

Spillede ikke nok til at blive bedømt.

DR Sportens karakterskala

DR Sportens karakterskala går fra 1 til 6.

6: International topklasse

5: Fremragende

4: Solid præstation

3: Middel

2: Under middel

1: Dumpet

UB: Udenfor bedømmelse - ikke tilstrækkelig spilletid.

Mads Mensah: 5

- Bruger sin store fysik og sørger for at skabe fart og flow i angrebet. Så snart han får plads, går han mod målet. Flot kamp af ham.

Rasmus Lauge: UB

Spillede kun lidt over tre minutter.

Peter Balling: UB

Spillede for anden kamp i træk ikke nok til at blive bedømt.

Mads Christiansen: 5

- Gjorde det godt i forsvaret og scorer fem mål. Er dygtig til at komme bredt i banen og skabe plads på ydersiden. Han trådte i karakter.

Lasse Svan: 3

- To mål på to forsøg – men han havde ikke ret meget at arbejde med. Han gjorde, hvad han skulle, når han fik muligheden.

Hans Lindberg: UB

Henrik Toft Hansen: 4

Godt spillende og aggressiv. Han scorer tre mål på tre forsøg og ligger på vippen til et femtal.

Henrik Møllgaard: 4

Danner midterakse med Henrik Toft og arbejder godt. Han bliver ikke rigtigt snydt og var hurtigere på benene end længe set.

Jesper Nøddesbo: 5

Igen er han en evig fare for modstandernes forsvar med sine skarpe ryk og finurlige afslutninger. Han får bevist, at han bestemt er et alternativ i det danske forsvar. Han falder ikke igennem som tidligere, og det kan blive værdifuldt senere i turneringen.

Alexander Lynggaard: UB

For tredje kamp i træk er stregspilleren uden for bedømmelse.