Landsholdets assistenttræner er syg som aldrig før

Håndboldlandsholdets assistenttræner Tomas Svensson er stadig sengeliggende, mere syg end han før har prøvet.

Assistenttræner Tomas Svensson (th) er stadig sygemeldt. (Foto: JACQUES DEMARTHON © Scanpix)

Det er yderst tvivlsomt, om håndboldlandsholdets træner, Gudmundur Gudmundsson, får sin assistent Tomas Svensson ved sin side, når Danmark tirsdag møder Sverige ved EM.

Dansk Håndbold Forbund meddeler på et pressemøde mandag, at Svensson stadig er syg. DHF siger, at Svensson ifølge sig selv er mere syg, end han nogensinde før har oplevet i sit 47-årige liv.

- Efter formiddagens stuegang kan det konstateres, at Tomas Svensson stadigvæk er sengeliggende med feber, siger DHF's pressemedarbejder Finn Tage Jensen ved mandagens pressemøde.

Han var heller ikke at finde på bænken søndag, men da gik det nu alligevel meget godt for Danmark, der slog Spanien 27-23 i den første mellemrundekamp efter 11-14 ved pausen.