KARAKTERER Famlende landstræner dumper med et brag

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen dumper landstræner Gudmundur Gudmundsson efter nederlaget til Tyskland.

Danmark havde EM-skæbnen i egne hænder og var store favoritter mod Tyskland, men tabte onsdag aften overraskende og meget skuffende 25-23.

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen har haft karakterbogen fremme og det er langtfra morsom læsning for især landstræner Gudmundur Gudmundsson, der dumper med et brag.

Gudmundur Gudmundsson 1

Fik på intet tidspunkt flow i det danske angrebsspil, som virkede tungt og uinspireret. Famlede til tider i blinde efter løsninger og fandt aldrig en konstellation, der kom til at fungere.

Spillede alt for lang tid med en højrehåndet højreback - burde have reageret, da det aldrig kom til at fungere.

Burde have haft en mand ekstra på banen i det sidste minut, hvor Landin skulle have været afløst af en markspiller, så man kunne have lagt maksimal tryk på tyskerne.

For anden slutrunde i træk indfrier Gudmundsson på det spillemæssige plan ikke forventningerne.

Niklas Landin 3

Holdt sig på en redningsprocent på 33, men havde ikke den X Factor, vi havde brug for i dag.

Mads Christiansen 2

En svær kamp for den danske højreback, som angrebsmæssigt har svært ved at finde sit niveau, men som heller ikke fik mange chancer i kampen.

Mads Mensah 2

Fik meget sjældent skabt sig et overtal i det danske angrebsspil, men var også på en svær opgave på en uvant højreback. For mange tekniske fejl i begyndelsen af kampen.

DR SPORTENS KARAKTERSKALA

DR Sportens karakterskala går fra 1 til 6.

6: International topklasse

5: Fremragende

4: Solid præstation

3: Middel

2: Under middel

1: Dumpet

UB: Udenfor bedømmelse - ikke tilstrækkelig spilletid.

Anders Eggert 4

Seks mål på syv afslutninger er mere end godkendt for den danske venstrefløj. Havde til tider problemer i den danske defensiv.

Jesper Nøddesbo 2

Kom ikke til meget på trods af mange minutter på banen. Fik meget sjældent gjort arbejdet nemmere for de danske bagspillere.

Lasse Svan 3

Kæmpede bravt mod de store tyskere, men kom ikke til meget. Scorer to mål på to chancer.

Hans Lindberg 3

Var et frisk pust, da han kom ind efter 40 minutters spil. Desværre uheldig med et indspil og et brændt skud i en vigtig fase af kampen.

Henrik Toft Hansen 2

Havde meget svært ved at finde fodfæste i det danske forsvar og kom til at hænge efter de fysisk stærke tyske spillere.

Michael Damgaard 2

Tæt på dumpekarakter, men skal alligevel have ros for sit mod. Går fra kampen med tre mål på 11 afslutninger. Det er ikke godt nok.

Henrik Møllgaard 2

Havde sammen med sin kollega i forsvaret, Henrik Toft Hansen, problemer med at finde den rigtige højde i det danske forsvar. Kan sagtens bidrage med mere i den danske kontrafase.

Mikkel Hansen 3

Manglede igen fart i sit angrebsspil, men tog ansvar, når der var behov for det. Går fra kampen med nul assist, hvilket nærmest er uhørt for den danske stjerne.

Rasmus Lauge UB

Casper U. Mortensen UB

Kevin Møller UB

Alexander Lynggaard UB