Svensk landstræner: Sammenholdet løfter Skandinavien

Den ene af de to svenske landstrænere, Ola Lindgren, peger på det stærke kollektiv som nøglen til skandinavernes succes ved EM-slutrunden.

De danske tilskuere har haft nok at juble over ved EM hidtil. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Norge, Sverige og Danmark har alle spillet sig videre til mellemrunden ved EM i håndbold. Nordmændene fører an i den ene mellemrundepulje, mens Danmark fører an i den anden. Det ligger derfor til, at to af de fire semifinalenationer bliver skandinaviske.

Og det er ikke helt tilfældigt, at de skandinaviske lande nyder så stor succes ved slutrunden, mener den ene af de to svenske landstrænere, Ola Lindgren.

Vi bygger meget på de samme værdigrundlag, og måden at spille på er meget ens.

ola lindgren, svensk landstræner

- Vi bygger meget på de samme værdigrundlag, og måden at spille på er meget ens. Det handler om en stærk defensiv, en god målmand og et meget stærkt kollektiv, lyder vurderingen fra den svenske landstræner.

- Alle de skandinaviske hold er klar til at kæmpe meget hårdt for hinanden, og det er måske også nødvendigt for at få succes, når vi ikke har de helt store superstjerner, siger han videre.

Det er 14 år siden, at der sidst har været to skandinaviske hold i semifinalerne ved EM i håndbold. Til gengæld nåede både Danmark og Sverige frem til semifinalen ved VM i håndbold i 2011.

Danmark har et luksusproblem

Mens Norge og Danmark har kastet håndbolden i retning mod en EM-semifinale, så kniber det lidt mere for vores svenske naboer i mellemrunden.

Det er lidt et luksusproblem at have både Mikkel Hansen og Michael Damgaard på holdet.

ola lindgren, svensk landstræner

De blå-gule står kun noteret for et enkelt point og har derfor udspillet deres chancer for medaljer ved EM-slutrunden.

- Danmark har lidt flere af de her spillere, som kan afgøre kampene på egen hånd. Det er lidt et luksusproblem at have både Mikkel Hansen og Michael Damgaard på holdet. Men det er rigtigt fedt, at de skandinaviske hold opnår fremgang ved at satse mere kollektivet, lyder konklusionen fra Ola Lindgren.

Ikke siden EM-slutrunden i 2008 har alle tre skandinaviske hold været med videre til mellemrunden. Dengang endte det som bekendt med guld til Danmark.

Sådan endte det sidst, der var tre skandinaviske hold i mellemrunden. Her Jesper Jensen og Lars Christiansen i skøn forening. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Du kan høre om Danmark kan slå svenskerne direkte i LIGA på P3 fra klokken 18.