VIDEO Hviderussisk stjerne sendt til tælling af islandsk skridt-spark

Sergej Rutenka røg i gulvet i de sidste ti minutter af Hvideruslands kamp mod Island.

Sergej Rutenka måtte en tur i gulvet i kampen mod Island

Der er ikke noget som et slag i skridtet, der kan få en mand til at gå i gulvet. Det måtte den hviderussiske stjerne, Sergej Rutenka, da også sande, da han med ti minutter tilbage af kampen mod Island fik et islandsk ben lige i klokkeværket.

Det fik ham til at ryge i gulvet med det samme, hvor han blev liggende i et stykke tid. Og da han så endelig kom på benene igen, nåede han kun lige ud til bænken, inden han faldt om på gulvet igen.

Han kom sig dog så meget, at han kom på banen igen og var med til at levere en stor overraskelse. Rutenka og resten af det hviderussiske hold slog nemlig Island med 39-38 i en kamp med – som cifrene antyder – usandsynligt mange scoringer. Faktisk er det den kamp i EM’s historie, hvor der er scoret flest mål sammenlagt. Og det er vel at mærke inden for de normale 60 minutters spilletid.

Og så var der også en islandsk milepæl i kampen, da Gudjon Valur Sigurdsson undervejs scorede sit mål nummer 1700 for Island i 321 kampe.