En skuffet Jesper Nøddesbo ser fremad og fokuserer på OL-kvalifikationen.

Det er ikke kun rundt omkring i de danske hjemme, at der er skuffede miner. Efter Danmarks exit ved EM i håndbold hænger spillerne også med hovedet.

Tirsdag spillede Danmark uafgjort med Sverige, og bare 20 timer senere tabte vi til Tyskland. Og så røg den semifinale, som alle havde set frem til.

- Jeg synes, vi har forberedt os så meget, som vi nu kunne på de der små 20 timer. Der er det svært at få forberedt sig mere, end vi gjorde. Det er en svær en at sluge lige nu. Jeg sidder med den fornemmelse, at det ikke burde kunne lade sig gøre. Men nu er det sket, og så må vi tage udgangspunkt i det, siger Jesper Nøddesbo til DR.

- Der er en masse efteranalyse og selvransagelse, der skal i gang. Vi skal have skabt en fælles forståelse af, hvor vores styrker og svagheder ligger i den her turnering, og så må vi tage udgangspunkt i det og tage det med videre til næste samling. Der ligger jo nogle forholdsvis store arbejdsopgaver i foråret, og forhåbentlig kulminerer det med, at vi kvalificerer os til OL. Der skal vi gerne toppe, så vi er nødt til at tage de positive og negative ting med videre fra slutrunden, siger han.

Danmark spiller fredag en betydningsløs placeringskamp mod Frankrig, men allerede til marts skal Danmark forsøge at kvalificere sig til sommerens OL i Rio.