Niklas Landin var Danmarks altoverskyggende spiller i åbningssejren ved EM over Rusland. Dyk ned i målmandens tal her.

Det danske spil i den første kamp ved EM i Polen kom aldrig for alvor op på et imponerende niveau i den vigtige sejr på 31-25 over Rusland.

Èn mand skilte sig dog ud for de rødhvide. Niklas Landin reddede gang på gang sine holdkammerater, der særligt i første halvleg havde store problemer med at holde russerne fra åbne chancer.

39 gange forsøgte russerne at sende bolden ind bag Danmarks førstemålmand, 17 gange sørgede imponerende Landin for at det blev ved forsøget. Dermed kunne THW Kiel-spilleren gå fra banen med en redningsprocent på 44.

Derfor gjorde det da også mindre, at Landin i forbindelse med et af Ruslands mange straffekast i kampen – otte af slagsen blev det til – var uheldig at lave noget, der mindede om et selvmål.

Redningsprocent på 80 i Qatar

Til sammenligning kunne de to russiske målmænd, Vadim Bogdanov og Victor Kireev, blot præstere redningsprocenter på henholdsvis 25 og 16 på de i alt 41 skud danskerne sendte af sted mod det russiske mål.

Landin måtte kort før slutfløjt udgå efter et vrid, men forsikrede efter kampen, at skaden ikke var alvorlig. Danmark kan altså med al sandsynlighed også regne med målmanden i den næste kamp i gruppen, hvor danskerne mandag møder Montenegro.

Om end Niklas Landins redningsprocent mod Rusland ikke var helt tosset, så er den dog intet at regne for den næsten 100 kilo tunge målmands redningsprocent i sin seneste kamp ved et stort mesterskab før kampen lørdag aften i Gdansk.

Her rundede Niklas Landin verdensmesterskaberne i 2015 i Qatar af med at nappe 80 procent af forsøgene, da Danmark slog Kroatien 28-24 og dermed blev nummer fem. Her var Landin dog blot på banen i slutfasen af kampen, hvor det blev til fire redninger på fem kroatiske forsøg.