Flensburg-Handewitt fjerner to dages træning fra landsholdet

Flensburg-Handewitt nægter at frigive de danske landsholdsspillere til en træningssamling, og det betyder at landsholdet mister to dages træning.

Når det danske herrelandshold i håndbold samles forud for OL kvalifikationen den 8-10. april, skulle de oprindeligt have mødtes den 29. marts. Men nu samles de i stedet først den 31. marts på grund af Flensburg-Handewitt.

- For tre dage siden blev vi kontaktet af Flensburg-Handewitt som pludselig ikke ville frigive deres fem danske landsholdsspillere til den her ekstra landsholdsuge, som er blevet lagt efter den tyske spillekalender, siger sportschef i DHF Ulrik Wilbek til DR Sporten.

Det drejer sig om Rasmus Lauge, Henrik Toft Hansen, Kevin Møller, Anders Eggert og Lasse Svan.

Ifølge Flensburg-Handewitt er de danske spillere slidte, men den forklaring køber Ulrik Wilbek ikke.

- Der er jo nok ikke mere slidte spillere i Flensburg end andre steder. Og de er vel ikke alle fem lige slidte. Det virker meget mærkeligt og vi er meget skuffede. Specielt fordi alle de andre tyske klubber frigiver deres spillere, siger Ulrik Wilbek.

Forringer forberedelsen

Konsekvensen bliver nu, at landstræner Gudmundur Gudmundsson først starter sin træningssamling to dage senere end planlagt, da det ikke giver mening at undvære de fem stamspillere fra Flensburg-Handewitt.

- Det får stor betydning for forberedelserne. Vi skal spille mod netop Tyskland på fredag, og det tyske hold samles mandag, men vi kan først samles torsdag. Så vi kan kun træne én gang på grund af det her inden kampen. Det forringer vores forberedelser betragteligt, siger Ulrik Wilbek.

Ifølge sportschefen har landstræner Gudmundur Gudmundsson forsøgt at ændre Flensburg-Handewitts holdning ved blandt andet at foreslå, at de fem spillere først kunne ankomme til samlingen om onsdagen. Men klubben har hverken været til at hugge eller stikke i.

- Samarbejdet mellem håndboldforbundet og Flensburg-Handewitt har aldrig været særlig godt desværre. Det er ærgerligt for os, for klubben er jo i den grad båret af danske spillere og ikke mindst danske sponsorer. Derfor er det uforståeligt, at man ikke ønsker at hjælpe det danske landshold, siger Ulrik Wilbek.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: