Det var dansk herrehåndbolds største triumf nogensinde. Og det er faktisk under et år siden.

I Rio de Janeiro gik Dannebrog til tops, mens tårer af lykke samtidig dryppede på det halgulv, hvor en mangeårig drøm om olympisk guld var gået i opfyldelse for både Danmark og for holdets islandske træner.

Og så endda efter finalesejr over de ellers så uovervindelige franskmænd.

For træneren - Gudmundur Gudmundsson hedder han - var det hans livs håndboldkamp. 60 minutter, hvor hans minutiøse forberedelser skulle bære eller briste, og hvor han på splitsekunder skulle tage de rigtige beslutninger. Otte år tidligere havde han haft chancen i en olympisk finale med hjemlandet, Island. Også mod Frankrig. Dengang kiksede det, og derfor var Gudmundur denne gang endnu bedre forberedt.

Dag og nat havde han grublet, analyseret og - igen og igen - set videomateriale. Målet var den ultimative triumf. Guld. Og det lykkedes.

Klippet til regnfuldt forsommergråvejr i Reykjavik 10 måneder senere er voldsomt.

Gudmundur Gudmundsson stormer på banen ved OL-triumfen. (Foto: MARKO DJURICA © Scanpix)

Med en mappe og sin uundværlige computer under armen sidder 56-årige Gudmundur Gudmundsson i et køkken og fortæller over for DR Sporten om nogle af de følelser og oplevelser, han den dag i dag hverken forstår eller helt kan slippe.

For i modsætning til dagene efter de islandske sølvmedaljer ved OL i 2008 i Beijing blev det danske guld ikke fejret med hverken flyeskorte under hjemkomsten, live tv-transmission fra buskørsel gennem gaderne eller en hel nations anerkendelse og respekt.

I stedet vendte Gudmundur hjem til det, der billedligt talt kunne minde om et af de glødende vulkankratere, han kender fra den islandske natur, han holder så meget af.

Historierne ramte som et Karabatic-bombardement. Om problemerne undervejs i den olympiske turnering, om en træner og trup med afstand og uenigheder, og om en sportschef, Ulrik Wilbek, der måske – måske ikke – var villig til at fyre sin træner midt under et OL.

Ingen snakkede om guld.

I dag er både Wilbek og Gudmundsson væk fra dansk herrehåndbold. Nikolaj Jacobsen er i disse dage i gang med at bygge noget op med Danmark, mens hans islandske forgænger - guldmageren - har brugt en del tid på at tænke, siden han sagde farvel efter den kiksede VM-slutrunde i Frankrig i januar.

Dels over, om han overhovedet skulle fortsætte som håndboldtræner – og om hvorfor pokker, danskere er så dårlige til at fejre deres triumfer?

Når du sidder her i Island og tænker tilbage på OL-triumfen for mindre end et år siden og det, der skete i tiden efter, hvilken følelse sidder du så med?

- Jeg har kigget kampene og hele forberedelsen igennem for at se nærmere på alle de beslutninger, jeg har taget undervejs. Det begyndte med, hvordan vi trænede i forberedelsen, hvad vi trænede på, hvor meget vi trænede, hvornår vi startede og så videre. Så nærmede vi os OL og udtagelsen af holdet… Altså, jeg har kigget tilbage på det hele – på rigtig mange beslutninger. Det har jeg gjort for bedre at kunne evaluere min egen indsats og for at se, hvilken rolle jeg egentlig spillede.

Jeg er ikke sikker på, at nogen andre egentlig har analyseret, hvordan taktikken i finalen var, og hvor vigtig en del af sejren det var.

Gudmundur Gudmundsson

- Og jeg må bare sige: Jeg er så utroligt glad for, hvor mange korrekte beslutninger jeg har taget som træner.

- Det kunne handle om at beholde Kasper Søndergaard i stedet for at sende ham hjem, selv om der var pres på for at skifte ham ud. Det kunne handle om at udtage Morten Olsen, selv om jeg ikke fik opbakning til det af mange andre end min assistent – det var en af de vigtigste beslutninger, jeg tog på vejen mod guldet.

- Det kunne også handle om den timeout, jeg tog mod Polen et halvt minut før tid, da de førte med et mål, og jeg begyndte at spille syv mod seks, så vi vandt i forlænget spilletid. Og det kunne ikke mindst handle om den strategi, vi gik ind til kampen mod Frankrig med. Jeg er ikke sikker på, at nogen andre egentlig har analyseret, hvordan taktikken i finalen var, og hvor vigtig en del af sejren det var.

Hvordan har du det så, når du ser tilbage på det?

- Når jeg ser tilbage på min egen og holdets præstation, er jeg en meget stolt mand.

- Men pludselig efter OL begyndte man at tvivle i stedet for bare at glæde sig over guldet og det fantastiske resultat. Det var det værste for mig. At man begyndte at snakke om, at der måtte være sket et eller andet under OL, og at det der skulle ske noget nyt. Det var bullshit. Og det har været ækelt for mig at opleve.

Men føler du, at det er blevet værdsat, at du har truffet de rigtige valg?

- Nej, det tror jeg ikke. Det er svært for mig at sige alt for meget om det, men jeg kan bare sige, at jeg savnede kredit for det job, jeg udførte. Når den værdsættelse ikke er til stede, så… Ja, så kan man ikke fortsætte.

Der var ikke nogen guldmedalje til Gudmundur Gudmundsson. (Foto: Chris Helgren © Scanpix)

Var det fra medierne, forbundet eller eksperterne, du savnede kredit?

- Ja, altså næsten fra hele pressen blandt andet. Ikke fra folket i Danmark – det har været fantastisk at møde danskerne efter OL. Men fra den her lukkede håndboldkreds og fra forbundets side har jeg savnet anerkendelse.

Hvad med fra spillernes side?

- Jeg kan ikke sige noget negativt om dem. Det har jeg ikke oplevet. Jeg har jo snakket meget med anføreren efter OL og så videre, og han sagde flere gange, at det var gået godt. Så der kunne jeg ikke mærke noget negativt.

Heller ikke under OL?

- Nej. Men under OL var det selvfølgelig sådan, at jeg arbejdede meget hårdt, og jeg pressede alle omkring mig til at præstere. Uanset om det var fysioterapeuten, lægen, team manageren eller spillerne. Det er den måde, jeg gør tingene på.

- Som træner tror jeg på, at det er den eneste gangbare metode, hvis man vil gå hele vejen. Det kræver utroligt meget af alle. Og så kan det da være, at jeg i en periode ikke var den mest populære mand i den olympiske by. Men det tænkte jeg ikke på, jeg tænkte bare målrettet på, at vi skulle have det her resultat – og hvad der skulle til for at få det. Jeg vidste det bedre end så mange andre, for jeg havde været der før. Det var mit fokus og ikke noget andet.

Når nu du ikke følte, at din indsats blev værdsat, hvorfor stoppede du så ikke bare på toppen?

- Det er et godt spørgsmål, og det overvejede jeg også. Men jeg ville meget gerne vinde mere med det her hold, og planen var at tage guldet i min sidste slutrunde ved VM. Men det gik ikke. Vi var ikke gode nok, der var alt for mange småskader og spillerne var måske trætte.

Ulrik Wilbek ansatte dig, og han ville gerne være olympisk mester…

- Ja, det blev han så.

Og du ville gerne være olympisk mester.

- Ja.

Og det blev du så. Derfor kan man vel sige, at I har været enormt gode for hinanden?

- Ja, det må man sige. Jeg har aldrig sagt noget negativt om ham, men jeg kan ikke udtale mig om, hvad der skete under OL. Det må han selv gøre. Jeg må sige, at for mig var det meget vigtigt at vinde det her OL-guld. Det var min drøm, det var min vision – også for holdet.

Det var forfærdeligt. Det var næsten det værste, jeg har oplevet i min karriere overhovedet.

Gudmundur Gudmundsson

- Da jeg kom ind, var der mange, der ikke forstod, at jeg begyndte at ændre noget. Mange af de her eksperter begyndte at kritisere mig for det. Hvorfor begyndte vi at spille så offensivt? Og det og det og det? Men jeg troede på, at det var det rigtige at gøre. At hvis vi fik det på plads, kunne vi slå hold som Frankrig, og det skal man, hvis man vil vinde noget, for de er næsten altid i finalen.

Hvordan er dit forhold så til Ulrik i dag?

- Jeg har ingen kontakt med ham. Jeg har ikke hørt fra ham, siden vi var i lufthavnen i Lissabon på vej hjem fra OL.

Hvad hvis du mødte ham i dag?

- Det vil jeg ikke sige noget om.

Det må være meget specielt at vinde det største, og så handler det få dage efter om, hvorvidt der har været kurrer på tråden…

- Det var forfærdeligt. Det var næsten det værste, jeg har oplevet i min karriere overhovedet.

Var det derfor, at du overvejede at stoppe?

- Ja, jeg tænkte over, om jeg overhovedet havde lyst til at være en del af det. Det var min første tanke, men så begyndte jeg at overveje det grundigere, jeg snakkede med spillerne, min assistent og sådan… Så fik jeg den her følelse af, at jeg meget gerne ville være med til at vinde noget igen.

Var det i trods?

- Nej, det er bare sådan, jeg er. Jeg vil meget gerne vinde, og jeg troede, at holdet kunne gentage succesen. Men der var for mange problemer på holdet, spillere med små skader. Der var ikke mange ressourcer tilbage.

Da der opstod den her uro efter OL-guldet, skulle forbundet så ikke have skåret igennem, hvad end det så var sportschefen, generalsekretæren eller formanden?

- Jo, det synes jeg, men jeg vil ikke sige for meget om det. Det savnede jeg.

Glæden var ustoppelig under OL, da Frankrig var besejret. (Foto: MARKO DJURICA © Scanpix)

Er vi dårlige til at vinde i Danmark?

- Ja, det kan der godt være noget om. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi nogle gange blev voldsomt kritiseret, selv om vi vandt. For eksempel da vi vandt alle tre kampe i puljen ved EM i Polen. Det var ikke godt nok at vinde med seks over Rusland, at vinde over Montenegro i en tæt kamp og så slå Ungarn. Det var, som om glæden altid blev taget væk, når vi vandt. Vi blev kritiseret alligevel og landede i sådan et ingenmandsland. Det bliver næsten ligegyldigt, om man vinder eller taber, når glæden er væk. Det er det, jeg har oplevet. Det er meget mærkeligt, synes jeg.

Et OL-guld blev til en masse ballade bagefter, og en Richard Møller Nielsen blev aldrig anerkendt efter at have vundet EM i fodbold i 1992. Hvad tænker du om den måde, vi fejrer vores triumfer på?

- Det er meget mærkeligt, synes jeg. Jeg kommer aldrig til at forstå alt det her, der skete efter OL. Det er ikke til at forstå. Men jeg er en glad og stolt mand i dag. Så jeg bliver ikke ved med at tænke noget negativt om det. Da vi vandt OL-sølv på Island blev det storfejret, da vi kom hjem, så det var en stor kontrast til det, jeg oplevede i Danmark. Det synes jeg godt, I kunne prøve at ændre.

Efter en håndboldpause har Gudmundur Gudmundsson sagt ja til at overtage ansvaret for Bahrains landshold i første omgang for en periode på syv måneder frem til årsskiftet.
Interviewet med den olympiske guldvinder i Reykjavik er lavet i fællesskab af DR Sporten og Politiken