Landin nedtoner skade efter sejr i EM-premiere

THW Kiel-målmanden, der stod en flot kamp mod Rusland, har det fint, selv om han fik is på foden.

Niklas Landin er ikke skadet, siger han selv. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Det danske håndboldlandshold kom lørdag aften godt fra start ved EM i Polen, da det blev til en sejr på 31-25 over Rusland.

Danmarks storspillende målmand, Niklas Landin, er tilfreds med, at Danmark efter 13-13 ved pausen løb fra russerne i anden halvleg af kampen i Gdansk.

- Det var rigtig fedt med en sejr. Vi vidste, at det ville blive svært, og russerne hang på i hele kampen. Men jeg synes, vi hele tiden holdt hovedet koldt, siger THW Kiel-målmanden til TV2.

Gik selv ud

Kort før tid gik Niklas Landin ud med, hvad der lignede en skade. Målmanden, der fik lagt is på, nedtoner selv omfanget.

Jeg fik et lille vrid, da jeg stod i målet, og så vurderede jeg, at det var klart bedst at komme ud og få is på.

niklas landin

- Jeg har det rigtig fint. Jeg fik et lille vrid, da jeg stod i målet, og så vurderede jeg, at det var klart bedst at komme ud og få is på, siger målmanden, der blev afløst af reserven Kevin Møller.

Danmark har to point i gruppe D. Det samme har Ungarn, der tidligere lørdag vandt 32-27 over Montenegro.

De tre bedste hold fra gruppen går videre til mellemrunden.

Danmark møder mandag Montenegro, og onsdag gælder det Ungarn.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: