Appeludvalg går ind i sag om ulovlig brug af træner

Tre håndboldligaklubber har anket DHF’s afgørelse i sagen om KIF Kolding Københavns ulovlige brug af træner Carlos Ortega.

Antonio Carlos Ortega er hovedpersonen i en sag, der kan få store konsekvenser for stillingen i håndboldligaen. (Foto: Frank Cilius © Scanpix)

Herrernes bedste håndboldliga kan ende med at få en særdeles kaotisk afslutning.

Skive, Sønderjyske og Mors-Thy har nemlig indgivet en protest over afgørelsen i en sag, der omhandler KIF Kolding Københavns ulovlige brug af træneren Antonio Carlos Ortega. Det bekræfter DHF overfor DR Sporten.

44-årige Carlos Ortega sad på trænerbænken for KIF mod de tre ligakonkurrenter, uden at klubben havde tilladelse til at bruge ham.

DHF's disciplinærudvalg takserede i sidste uge forseelsen til en bøde på 100.000 kroner, men den straf er Skive, Sønderjyske og Mors-Thy ikke tilfredse med.

Kan koste fem point

De tre klubber ønsker, at KIF fratrækkes de fem point, som holdet opnåede i kampene med Ortega på bænken.

Hvis ankeinstansen under DHF vælger at genåbne sagen kan det sende grundspillet ud i en skrivebordsafgørelse eller et muligt efterspil.

Grundspillet afsluttes om en uge, og anken kan få stor indflydelse på Skive, Sønderjyske og Mors-Thys endelige placeringer, hvis klubberne får point ud af ankesagen.

Med to spillerrunder tilbage af grundspillet kæmper Sønderjyske med Skanderborg om den ottende og sidste plads i slutspillet, mens Skive og Mors-Thy er involveret i kampen om nedrykning.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: