Søndergaards kanonarm stoppede GOG-stime

Skjern Håndbold førte stort mod GOG Håndbold, men Boxer Herreligaens nummer to måtte kæmpe hårdt for sejren.

Håndbold Boxer Herreligaen GOG - Skjern. 20.02.2016 i Gudmehallerne. Kasper Søndergaard fra Skjern. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2016) (Foto: claus fisker © Scanpix)

Skjern Håndbold spillede sig lørdag op på andenpladsen i Boxer Herreligaen.

Det skete, da holdet vandt 27-24 ude over GOG Håndbold efter en meget spændende anden halvleg, der først blev afgjort 20 sekunder før tid.

Dermed fik vestjyderne bremset fynboernes stime på fire ligasejre i træk.

Skjern førte 14-9 ved pausen og så ud til at være i fuld kontrol frem til et stykke inde i anden halvleg.

GOG begyndte dog gradvist at æde sig ind på modstandernes forspring, og syv minutter før tid fik hjemmeholdet reduceret til 20-22.

Et minut senere fik Kasper Søndergaard med en soloaktion dog sendt gæsterne foran med 23-20.

Det kunne hjemmeholdet ikke svare afgørende igen på trods fin opbakning fra de 1738 tilskuere i GOG Arena.

Det var dog meget tæt på, for Skjern måtte vente frem til 20 sekunder før tid, inden Lasse Mikkelsen reelt afgjorde kampen med scoringen til 26-24.

Samme spiller nåede at sætte trumf på med kampens sidste scoring.

Skjern Håndbold har 28 point for 20 kampe, og holdet er to point efter førende Team Tvis Holstebro.

GOG Håndbold har 24 point på femtepladsen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: