Tidligere kræftramt Skjern-profil er sygemeldt

Skjern Håndbolds Daniel Svensson er fra dags dato sygemeldt på ubestemt tid.

Daniel Svensson fra Skjern er sygemeldt på ubestemt tid. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Daniel Svensson kom til Skjern i sommeren 2013 og var på det tidspunkt i behandling for kræftsygdommen Hodgkins Lymfom.

Behandlingen blev afsluttet med succes, men i forbindelse med et rutinetjek i januar har en række af Daniel Svenssons kontroltal været forhøjede.

Derfor lavede lægerne yderligere tjek og har fundet begrundet mistanke om, at Daniel Svensson kan have fået et tilbagefald af sygdommen.

- Alle i Skjern Håndbold er naturligvis berørt af situationen.

- Vi sender de bedste tanker til Daniel og hans familie med håbet om, at Daniels fightervilje endnu engang vil hjælpe ham godt igennem en svær tid, siger Carsten Thygesen, formand i Skjern Håndbold, i en pressemeddelelse afsendt af agentfirmaet people in sport.

Afventer resultat af undersøgelser

Også agenten Mads Winther forholder sig Svenssons mulige tilbagefald.

- Det er en stor overraskelse, hvis at der er tale om et tilbagefald, efter Daniel har kæmpet sig tilbage i god form.

- Nu afventer vi resultaterne af undersøgelserne, inden vi forholder os til det sportslige. Lige nu er helbredet også langt det vigtigste, siger Mads Winther.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve