KARAKTERER Få lyspunkter i dansk nederlag

DR Sportens håndboldekspert Karin Mortensen bedømmerne danskerne indsats mod Spanien.

Karin Mortensen giver karakterer til de danske spillere efter hver kamp under EM. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR Sporten)

Det er forfærdeligt, når man ikke leverer det, man selv havde forventet. Så kort kan Danmarks præstation mod Spanien beskrives.

29-22 endte kampen, der ellers kunne have sendt Danmark videre til semifinalen. Her følger Karin Mortensens karakterer til spillerne efter kampen, hvor der var for få positive aktioner.

Ann Grete Nørgaard 3

Scorer et mål på tre forsøg og gør ikke det store væsen af sig. Hun bør score på to ud af tre chancer i sådan en kamp.

Maria Fisker 3

Hun laver også kun et mål på tre forsøg, og i dag formåede hun ikke at løse opgaven på venstre back. Hun fik ikke lokket Spaniens back frem, så der kunne blive plads bag ved hende.

Anne Mette Hansen 3

Til sidst, hvor kampen er afgjort, kommer hun ind og laver nogle fine aktioner. Der er det bare for sent, og så kan to scoringer ikke bruges til ret meget. AM forsøgte, men det var stolpe ud, inden det blev for sent.

DR Sportens karakterskala

DR Sportens karakterskala går fra 1 til 6.

6: International topklasse

5: Fremragende

4: Solid præstation

3: Middel

2: Ikke godkendt

1: Dumpet

UB: Udenfor bedømmelse – ikke tilstrækkelig spilletid.

Kristina Kristiansen 3

Hun forsøger, men lykkes ikke med at skyde. Hun lider under, at backerne ikke var skudfarlige nok. Det betød, at hun havde svært ved at komme på mellemhånd i forhold til det spanske forsvar.

Lærke Møller 4

EM-debutanten forsøgte og var god til at bidrage med det, hun kunne. Hun prøvede at udnytte sin hurtighed og hjalp Line Jørgensen med nogle fine opspil. Jeg savner dog hendes indspil til stregene.

Line Jørgensen 5

Hun er den eneste, der for alvor kan være sin præstation bekendt. Hun fik åbnet op ude bagfra og kom ind med nogle gode og varierende skud, som Navarro har svært ved at stille noget op imod.

Louise Burgaard 4

Hun havde et par gode aktioner i første halvleg, hvor hun viser vejen. I anden halvleg var hun ikke ligeså dominerende.  

Mette Tranborg UB

Spillede ikke.

Trine Østergaard UB

Spillede kun 10 minutter.

Maibritt Kviesgaard 4

Hun scorede på de chancer, hun fik, og så trækker hun et par angrebsfejl. Hun kunne dog godt være mere bolderobrende - det ved jeg, at hun kan være.

Mette Gravholt 2

Hun er skide god til at lave plads til sig selv, men så nytter det ikke noget, at hun brænder så meget, som hun gør. Hun skyder de samme steder gang på gang, og det burde hun lære af.

Susan Thorsgaard 4

Hun gør, hvad hun skal, men heller ikke ret meget mere. Hun kunne godt tage lidt mere initiativ og kræve at blive spillet noget mere.

Louise Svalastog 3

Scorer to kontramål i første halvleg og er med til at presse spanierne på den front. Hun mangler dog noget styring af backerne i forsvaret.

Pernille Holmsgaard 2

Hun brænder et par store chancer og får lavet nogle tekniske fejl, når hun fører bolden op. I forsvaret skulle hun også have styret sin back noget bedre. Det skal der til, for at man kan slå et hold som Spanien.

Sandra Toft 2

Jeg synes ikke, hverken Sandra eller Rikke tager det, de skal. Der er mange frie skud, men der er også mange løbeskud og kantskud, hvor en redning kunne have løftet forsvaret.

Rikke Poulsen 2

Rikke gør det godt i første halvleg, men efter pausen falder hun også sammen med forsvaret.

Jan Pytlick 2

Han virkede modløs og idéforladt til sidst, da løbet var kørt. Han formåede ikke at få pigerne til at tro på det, selvom der var et kvarter tilbage.

Man kan også diskutere, om den neutrale udskiftning af Stine Jørgensen til Mette Tranborg skulle have været lavet om til Rikke Skov, der måske kunne have bidraget med noget. Vi vidste jo alle, at der skulle meget til, før Tranborg ville komme ind i dag.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: